Amerikanerne er i gang med at forlade Nuuk

26. MAR 2025 • 12:16INDLAND/KRIMINAL

To amerikanske Hercules-fly har forladt Nuuk, efter at USA's besøg i Grønland er blevet ændret.

To amerikanske Hercules-fly er onsdag morgen lokal tid lettet fra lufthavnen i Nuuk i Grønland.

Det viser data fra flyovervågningssiden Flightradar.

Tidligere skrev det grønlandske medie Sermitsiaq, at flere skudsikre biler var ved at blive lastet om bord på et amerikansk Hercules-fly i Nuuk sammen med adskillige passagerer.

Ifølge mediet er der formentlig tale om den amerikanske fortrop, der skulle forberede besøget fra USA's vicepræsidentfrue, Usha Vance, i denne uge.

To amerikanske Hercules-fly landede søndag aften i Grønland forud for besøget fra Usha Vance. Med om bord på flyene var fire skudsikre biler og personale, der skulle hjælpe til under besøget.

En række danske politibetjente og minimum to politihunde landede også søndag aften i forbindelse med det forestående besøg. Grønlands politi vil ikke oplyse, hvornår de danske betjente rejser tilbage til Danmark.

Usha Vance skulle være en del af en større delegation, der blandt andet skulle besøge Nuuk og Sisimiut.

Hun skulle for eksempel overvære et hundeslædeløb i selskab med USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og den amerikanske energiminister, Chris Wright.

Men tirsdag blev planerne for besøget ændret. Nu er det i stedet USA's vicepræsident, J.D. Vance, og hans hustru, som besøger den amerikanske militærbase Pituffik Space Base, der tidligere er kendt som Thulebasen.

Det er fortsat uklart, hvorvidt Mike Waltz og Chris Wright også deltager i besøget på den amerikanske militærbase.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) glæder sig over, at besøget i Grønland nu kun går til militærbasen i Nordgrønland.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) mener, at det har været "et uskønt forløb fra amerikansk side".

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT