Dansk golfspiller holder sig inde i topstriden i Arizona

30. MAR 2025 • 04:12SPORT

Nanna Koerstz Madsen røg lørdag ned på tredjepladsen, men er fortsat i spil til sejren i Ford Championship.

Golfspilleren Nanna Koerstz Madsen holder sig med helt fremme ved LPGA Tour-turneringen Ford Championship i Arizona.

Danskeren indtager en delt tredjeplads, efter at tredje runde blev afviklet lørdag.

Før søndagens afsluttende runde har Koerstz Madsen tre slag op til den førende, amerikaneren Lilia Vu.

Danskeren kunne lørdag skrive fem birdies og to bogeys på sit scorekort, så hun klarede de 18 huller i 69 slag - tre slag under banens par.

Koerstz Madsen indledte lørdagen på en delt andenplads med to slag op til Lilia Vu på førstepladsen.

Selv om danskeren faldt en enkelt placering tilbage, så har hun fortsat fine chancer for at opnå et godt resultat i et tæt førerfelt.

Lige bag Lilia Vu indtager engelske Charley Hull andenpladsen. Hull er et slag bedre end Koerstz Madsen, der deler tredjepladsen med japaneren Ayaka Furue.

Turneringens anden danske deltager, Emily Kristine Pedersen, indtager en 72.-plads.

Præmiepuljen i Ford Championship er på 2,25 millioner dollar, hvilket svarer til cirka 15,6 millioner kroner.

Vinderen scorer cirka 2,3 millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT