Nævn blev bombarderet med klager fra samme person
Ligebehandlingsnævnet oplever stigning i antal modtagne klager. Én person indsendte mere end 430 klager.
Bliver du udsat for forskelsbehandling på grund af eksempelvis dit køn, hudfarve, handicap eller seksuelle orientering, kan du klage til Ligebehandlingsnævnet.Og får du ret, kan du muligvis få en økonomisk erstatning.
Men de senere år har Ligebehandlingsnævnet oplevet et stigende antal modtagne klager, hvilket har fået sagsbehandlingstiden til at stige. Desuden indsender flere personer mere end én klage til nævnet.
Det fremgår af Ligebehandlingsnævnets årsrapport, som er blevet offentliggjort denne uge.
I et tilfælde har en person indsendt så mange klager til nævnet, at det i en afgørelse i september sidste år sagde stop. Personens sager vil i to år kun blive besvaret, hvis det vurderes nødvendigt.
Mere end 430 klager har den pågældende person indsendt til nævnet.
Hovedparten af sagerne handler om personens jobansøgninger. I flere sager havde personen indbragt klagen, umiddelbart efter at personen havde søgt en stilling, og uden at personen havde fået et afslag på sin ansøgning.
Ligebehandlingsnævnet og sekretariatet havde behandlet 176 af personens klager, og vedkommende havde ikke fået medhold i nogen af dem. 166 klager blev afvist, fordi det var åbenbart, at personen ikke ville få medhold.
Ti andre klager blev afvist af andre årsager.
Derfor formodede nævnet i september sidste år, at de sidste sager heller ikke ville kunne blive behandlet.
Omfanget af personens sager udsatte nævnet for "et urimeligt sagspres, som medfører, at "nævnets og sekretariatets ressourcer bliver unødigt belastet", udtalte nævnet i afgørelsen.
Nævnet lagde også vægt på, at omfanget af personens sager medførte, at sagsbehandlingstiden i andre borgeres sager blev forlænget.
/ritzau/