Lukas Grahams opslag om at trække sig fra turné har 615.000 likes

INDLAND/KRIMINAL17. SEP 2026 • 20:20

Bandet Lukas Graham valgte at trække sig fra Ed Sheerans turné, efter Macklemore blev pillet af plakaten.

Efter det danske band Lukas Graham onsdag meddelte på det sociale medie Instagram, at det trak sig fra de resterende koncerter som opvarmning for Ed Sheeran i USA, har opslaget frem til torsdag aften fået 615.000 likes og 25.300 kommentarer.

I kommentarerne står der blandt andet "tak", "virkeligt vigtigt budskab" og "du er på den rigtige side af historien".

Bandet trak sig, efter at rapperen Macklemore blev pillet af plakaten som opvarmning for Ed Sheeran.

Ifølge Macklemore måtte han ikke opvarme, fordi han havde udtrykt støtte til palæstinenserne i Gaza under en tidligere koncert.

Konkret skal han ifølge det amerikanske musikmagasin Rolling Stone have råbt "Befri Palæstina" fra scenen, vist billeder fra Gaza og optrådt med en sang om protester mod konflikten.

Ifølge Macklemore blev Ed Sheeran stillet over for et ultimatum af flere stadionejere i USA.

Ed Sheeran har selv efterfølgende afvist på Instagram, at han var involveret i beslutningen om at pille den amerikanske rapper af plakaten. Det var promotorens beslutning, lød det.

Da bandet Lukas Graham med Lukas Forchhammer i spidsen valgte at trække sig som opvarmning til de resterende koncerter, var det blandt andet med den begrundelse, at vi skal være i stand til at tale om krig.

- Penge giver dig ikke ret til at eje samtalen. Ingens bankkonto skal bestemme, hvem der får lov til at tale, og hvilken lidelse vi må anerkende, lød det fra bandet på det sociale medie Instagram.

I opslaget på Instagram lød det videre, at Lukas Forchhammer er taknemmelig for alt, hvad han har delt med Ed Sheeran.

Det var planen, at Lukas Graham løbende skulle varme op for Ed Sheeran frem til november på "The Loop"-turnéen.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra bandets forsanger, Lukas Forchhammer, men blev henvist til Instagram-opslaget.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT