Forskere beder danskere om hjælp til at finde edderkopper
Statens Naturhistoriske Museum håber at opdage helt nye arter, når borgerne hjælper med at finde edderkopper.
Forskere fra Statens Naturhistoriske Museum vil have mere viden om de flere end 600 forskellige edderkoppearter, der findes i Danmark.Til den opgave beder de danskerne om hjælp til at indsamle edderkopper.
Det skriver museet i en pressemeddelelse.
- Jeg håber på, at vi med danskernes hjælp kan få meget mere viden om de danske edderkopper, og med lidt held vil vi opdage et par helt nye arter, siger araknolog Frederik Leck Fischer i pressemeddelelsen.
Ifølge Statens Naturhistoriske Museum kræver det "ingen særlige forudsætninger at deltage". Men deltagerne skal selv anskaffe snor, pensler, et lagen og desinficerende spray, og så skal de have adgang til en skov eller et område med visne blade.
Indsamlingen skal foregå i tørvejr i uge 40 eller 41.
Deltagerne får en trin for trin-guide til feltarbejdet og til indsamlingen af data og prøver. Derudover får deltagerne billedguides, der kan hjælpe med at lære edderkopper og træarter at kende, lyder det.
Herefter skal de registrere forholdene på stedet og indsamle data og prøver.
- Det vigtigste er nysgerrighed og lysten til at bidrage til ny viden om naturen omkring os, tilføjer Frederik Leck Fischer.
Ambitionen er at få hele danmarkskortet repræsenteret.
- Når deltagerne undersøger skove og naturområder forskellige steder i landet, kan vi samle materiale fra mange forskellige levesteder, siger Frederik Leck Fischer.
- Det giver os et bedre grundlag for at undersøge, hvilke edderkopper der lever i skovbunden, og hvilke forhold de foretrækker.
Projektet hedder "Edder-cup" og er en del af initiativet "Vores vilde natur", hvor Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum samarbejder om at skabe engagement, viden og forståelse for den danske natur og biodiversitet.
RITZAU
