Strid om betaling har sat stopper for nye aftaler om danske tv-serier

INDLAND/KRIMINAL17. SEP 2026 • 08:30

DR og TV 2 vil ikke gå med til en tillægsaftale fra producenter og rettighedshavere, der handler om betaling.

Siden 1. juli har DR og TV 2 ikke underskrevet nye aftaler om danskproducerede programmer eller tv-serier. Det skyldes, at de ikke vil gå med til et krav om en tillægsaftale fra producenter og rettighedshavere, skriver Politiken.

Aftalen skal være med til at sikre, at producenterne og rettighedshaverne får samme rettighedsbetaling i fremtiden, som de gør i dag. Ifølge Politiken er der mere end en milliard kroner om året på spil.

Beløbet er ifølge rettighedshaverne afgørende for, at produktionsselskaber kan overleve.

Udgangspunktet for kravet er en strid mellem YouSee og rettighedshaverne, der startede i 2024. Striden handler om, hvor meget YouSee skal betale, når selskabet sælger tv-pakker, hvori der indgår indhold fra DR og TV 2.

YouSee vil gerne betale mindre for at vise deres programmer, ligesom de ønsker at betale nul kroner, når brugere sendes videre til de to mediers egne platforme.

Den sag bliver tidligst afgjort i 2027, skriver Politiken.

Nu vil kunstnere og producenter så have, at det fremgår af deres kontrakter med DR og TV 2, at deres betaling forbliver den samme i fremtiden uanset udfaldet af YouSees sag.

- Sådan har betalingen været i årtier, og sådan skal det også være i en digitaliseret verden, siger Louise Lykkegaard Hoppe, der er direktør for Producent Rettigheder Danmark, som forvalter rettigheder for film- og tv-producenter, til Politiken.

Omvendt er de to medier bange for, at de ender med hele regningen selv, hvis YouSee vinder.

- Vi kan jo ikke underskrive en blankocheck på over en milliard kroner, lyder det fra Ulf Lund, der er kommerciel direktør i TV 2, til avisen.

Både DR og TV 2 afviser kravet og er enige om, at alle parter bør finde hinanden ved forhandlingsbordet.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT