Langelænder tilbagekalder grillpølser grundet risiko for ost
Er man mælkeallergiker, frarådes man at spise grillpølserne, da der er risiko for ostepølser i pakkerne.
Er man ikke den store tilhænger af ostepølser, kan man få en kedelig overraskelse i en pakke med Langelænders grillpølser.Der er fundet ostepølser i flere pakker af producentens grillpølser, og derfor kaldes de tilbage.
Det skriver Stryhns, der ejer Langelænder Pølser, i en pressemeddelelse.
- Vi tilbagekalder nedenstående grillpølser, idet der i enkelte pakninger kan forekomme ostepølser.
- Produktet kan dermed udgøre en sundhedsmæssig risiko for personer med mælkeallergi, som derfor frarådes at spise produktet, lyder det.
Helt specifikt drejer det sig om Langelænders grillpølser i pakker med 350 gram.
Grillpølserne har bedst før-datoen 20. april 2026, og EAN-nummeret er 5704000466112.
- Forbrugere kan returnere de pågældende grillpølser til butikken, hvor de er købt, eller destruere dem, oplyser Stryhns.
Grillpølserne er solgt i Rema 1000-butikker over hele landet.
/ritzau/
