Kvinde er hentet af ambulance efter ulykke i forlystelse
Kvinden er uden for livsfare, men er kørt til tjek på hospitalet efter en ulykke i Tivoli Friheden i Aarhus.
En hændelse i en svævebane i forlystelsesparken Tivoli Friheden har lørdag eftermiddag resulteret i, at svævebanen er blevet lukket.En kvinde er blevet kørt væk fra parken i ambulance, mens Østjyllands Brandvæsen også er til stede.
Overfor B.T. bekræfter Østjyllands Politi, at der er tale om en ulykke.
- Kvinden var oppe i Tivolis klatrebane, den såkaldte trætop, og kører i en svævebane, som er en del af forlystelsen. I slutningen af svævebanen hamrer hun ryggen ind i et træ, siger Østjyllands Politis vagtchef, Michael Lydersen, til B.T.
Vagtchefen kan dog fastslå, at kvinden ikke er i livsfare.
Til Århus Stiftstidende forklarer vagtchefen, at kvinden kunne bevæge både arme og ben, da hun blev kørt til tjek på hospitalet.
På svævebanen er man koblet til en wire, og personen er derfor ikke faldet ned fra forlystelsen, lyder meldingen.
Direktøren i Tivoli Friheden, Henrik Olesen, siger til B.T., at svævebanen forbliver lukket, indtil der er mere klarhed over sagen.
- Jeg har selv lige fået en kort orientering om, at en dame er blevet hentet i en ambulance, det er det, jeg ved i øjeblikket. Vi lukker banen indtil vi helt nøjagtigt ved, hvad der er sket, siger direktøren.
/ritzau/