Onsdag overrækker kong Frederik sin første kongeligt indviede fane til Den Kongelige Livgarde.
Den Kongelige Livgarde får onsdag overrakt en ny regimentsfane med kong Frederiks monogram af kongen selv.Det sker på Garderkasernen i Høvelte med blandt andet en parade.
Her overrækker kong Frederik den nye regimentsfane til chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst Mads Rahbek.
Det er den første kongeligt indviede fane, som kong Frederik overrækker.
- Det er en historisk dag for Den Kongelige Livgarde, siger han til TV 2.
Der bliver fulgt en fast ceremoniel ramme. Først føres den gamle fane ind, og der tages afsked med den. Herefter føres den nye ind i tildækket tilstand.
Kongen holder også en tale for Livgarden, der er den modtagende enhed.
Ved overrækkelsen bliver der slået tre søm i fanen. Et for kongen, et for fædrelandet og et for regimentet.
Traditionen tro er det Livgarden, som får overrakt den første fane. Det skyldes regimentets særlige tilknytning til kongefamilien.
Livgarden fik sin første regimentsfane i 1663, da kong Frederik 3. var konge.
En regimentsfane er et regiments særlige fane. Den symboliserer både historie, ære og sammenhold.
- Traditionen med faneindvielser har dybe historiske rødder, og det er altid regenten, der forestår indvielsen og overrækkelsen af kongeligt indviede faner.
- Fanen har stor betydning for Forsvarets og Beredskabsstyrelsens enheder som et samlende symbol på korpsånd og fællesskab, skriver kongehuset.
Regimentsfanen bruges i dag hovedsageligt til ceremonielle formål såsom officielle besøg, parader og andre officielle militære begivenheder.
I gamle dage blev fanen også brugt på slagmarken til at orientere sig efter sit regiment.
Der er ni regimenter i hæren. Regimenterne danner ramme om en lang række specialer og løser særlige opgaver såsom træning af soldater.
På regimentsfanen er der blandt andet et dannebrog, regimentets navn og den siddende monarks monogram.
Ved et tronskifte tildeles alle regimenter en ny kongeligt indviet fane. Det skyldes, at fanerne bærer regentens navnetræk - regentens monogram.
Det er tradition, at den nye monark forestår indvielserne af de nye faner.
Faneindvielsen onsdag markerer begyndelsen på en række ceremonielle faneindvielser, som kongen skal lave i den kommende tid.
I juni, september og oktober følger flere.
/ritzau/