DR opgraderer Eurovision-show med plexiglas og pyroteknik

13. MAJ 2026 • 06:00INDLAND/KRIMINAL

DR genbruger Søren Torpegaard Lunds danske grandprixshow i Eurovision, men sætter ild til hans optræden.

De seneste år er showene fra det danske melodigrandprix blevet skrottet og gentænkt til Eurovision.

Sidste år fik Sissal et nyt outfit, da dragten fra det danske grandprix blev kaldt noget fra en gymnastikopvisning.

Faktisk fik hun et helt nyt sceneshow, da hendes optræden i det danske melodigrandprix blev kritiseret for at mangle en rød tråd.

Året forinden blev Sabas show opgraderet med grafik, og i 2023 hyrede DR assistance fra et britisk bureau for at sikre, at Reileys performance havde international appeal.

Men årets Eurovision-show minder om det, som Søren Torpegaard Lund stillede op med i det danske melodigrandprix, afslører DR's grandprixboss, Erik Struve Hansen.

- I år har vi været supertilfredse. Jeg synes, det er et af de flotteste og mest velfungerende shows, der har været fra Danmark. Også selv om vi står på skuldrene af Emmelie de Forest og af Kirsten og Søren, der havde en swimmingpool på scenen, siger han.

- Så helheden er på plads til Eurovision, og den spiller, og så har vi løftet det på nogle andre måder - et godt gammelt træk er for eksempel pyroteknik. Altså ild fra scenen. Den knap trykker vi på nu.

Ifølge Erik Struve Hansen koster pyroteknik "en del". Men det har DR fundet penge til. Hvor meget public service-stationen afsætter til Eurovision, vil han ikke ud med.

- Jeg syntes i forvejen, at vi egentlig havde et rimeligt fornuftigt budget - og også efter at vi har undersøgt, hvad andre lande bruger, fordi der har været meget snak om, at Danmark har gået i for små sko, siger han.

- Der er ikke blevet skåret noget væk fra vores ønskeliste i år. Så nu handler det om at få alle detaljer til at stå knivskarpt. Det gælder blandt andet, at Søren og danserne skal vænne sig til den kæmpe arena.

Årets danske melodigrandprix blev afholdt i Frederikshavn i Arena Nord, som har plads til 4000 personer.

Eurovision løber af stablen i Wiener Stadthalle med plads til 16.000 grandprixfans.

Den gennemsigtige boks, som udgør en stor del af scenografien, er blevet fragtet hele vejen til Eurovision-venuen i Wien.

Der er blevet sat nyt plexiglas i boksen, men ellers fremstår den, som den gjorde i det danske melodigrandprix.

- Vi har dog noget ekstra plexiglas med, hvis boksen bliver for ridset. Det bliver den nemt, når Søren kravler rundt på den - men altså det må den også godt blive, indskyder Erik Struve Hansen så.

- Performancen har jo noget råt og mørkt over sig, så det skal heller ikke blive for renskuret og vasket ned i Ajax. Det ville måske tage noget af viben, som er noget af styrken ved performancen, ud.

Semifinalen sendes på DR1 torsdag aften.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT