Statsminister beklager udtalelse om cigaretter og børn på sociale platforme

13. MAJ 2026 • 10:38ERHVERV/POLITIK

Havde Mette Frederiksen små børn, ville hun hellere have, at de røg, end var alene på sociale medier, lød det.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) beklager udtalelse om, at hvis hun havde små børn, ville hun hellere have, at de røg, end at de var alene på sociale medier.

Udtalelsen faldt tirsdag på en konference om sociale platforme som Facebook og Snapchat, der fastholder børn og unges opmærksomhed ved brug af chatbots, som er et computerprogram, der simulerer menneskelig samtale.

- Jeg beklager min udtalelse om cigaretterne, skriver hun på Facebook.

- Selvfølgelig skal børn og unge ikke begynde at ryge. Og derfor skulle jeg have sagt noget andet for at understrege min pointe.

På konferencen på Christiansborg tirsdag sammenlignede Mette Frederiksen rygning og børns brug af sociale platforme, og hun forsøgte at tage et forbehold, fordi hun er fungerende statsminister, mens der forhandles om en ny regering efter valget.

- Hvis jeg ikke var fungerende statsminister, ville jeg sige, at hvis jeg havde små børn i dag, ville jeg hellere have, at de røg, end at tillade dem at være alene på sociale medier.

- Men jeg er fungerende statsminister, så det vil jeg ikke sige, sagde hun tirsdag.

Selvfølgelig skal børn ikke ryge, understreger hun. Men hun brugte formuleringen, fordi hun gerne ville fastslå en pointe over for voksne om børns brug af sociale platforme.

- I går ville jeg gerne fremprovokere, at vi voksne snart forstår, hvor udsatte vores børn er på skærmen med ordene om, at jeg hellere ville have, mine børn røg, end var alene på sociale medier, skriver hun på den sociale platform.

Mette Frederiksen har tidligere foreslået en aldersgrænse på 15 år for visse sociale platforme som TikTok og Snapchat.

I opslaget fastholder Mette Frederiksen sin kritik.

- Derfor er det mit håb, at vi som samfund vil begynde at anskue det mere kritisk, som vi har gjort det med andre skadelige produkter, vi har forbudt og reguleret gennem tiden - for eksempel rygning for børn, skriver hun.

EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen var tirsdag til konferencen i København, og hun sagde, at der til sommer kan blive indført nye regler for at beskytte mindreårige, når et ekspertpanel har afleveret sine anbefalinger.

Statsministeren har tidligere erkendt, at hun under valgkampen til kommunalvalget i november 2025 begik en fejl.

Hun henviste til et interview med influencer Frede Dyrnesli, hvor hun fik sagt, at en aldersgrænse på sociale platforme - nærmere bestemt TikTok i dette tilfælde - var vigtigere end stigende fødevarepriser.

- I valgkampen deltog jeg i mange interviews. Et af dem var i et format, jeg ikke havde prøvet før på sociale medier. Lidt hurtigere og skarpere. Der begik jeg en fejl om stigende fødevarepriser kontra en aldersgrænse på de sociale medier. Den har nogle af jer nævnt for mig.

- Jeg skulle have sagt, at sådan kan man ikke stille det op. For begge dele er vigtige. Det fik jeg ikke gjort i situationen. Så lad mig svare rigtigt nu: Her og nu skal danskere have styrket privatøkonomien. Det er en bunden opgave. Punktum, skrev statsministeren.

Som noget af det sidste før valget i marts stemte et flertal i Folketinget for en fødevarecheck, hvor de første udbetalinger har fundet sted.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT