Københavnsområdet ramt af jordskælv

20. MAJ 2026 • 17:16INDLAND/KRIMINAL

Det Europæiske Seismologiske Center har målt et jordskælv på 3,9 med epicenter 30 km syd for København.

Flere i Københavnsområdet har mærket rystelser onsdag eftermiddag omkring klokken 16.15.

Det Europæiske Seismologiske Center har målt et jordskælv på 3,9 med epicenter ved Solrød - 30 kilometer syd for København. Det fremgår af centerets hjemmeside.

Ritzau forsøger at få det bekræftet af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

GEUS har dog lavet en kort opdatering på det sociale medie LinkedIn.

- Vi er opmærksomme på, at mange i dag den 20. maj 2026 har oplevet en rystelse på Sjælland.

- Vores seismologer arbejder på højtryk med at undersøge hændelsen. Vi opdaterer her, så snart vi har mulighed for det, skriver GEUS.

Står målingen fra Det Europæiske Seismologiske Center til troende, er jordskælvet det kraftigste målt i Danmark siden 2012. Her blev der ifølge GEUS målt et jordskælv med en styrke på 4,3.

Mange har mærket rystelserne onsdag eftermiddag.

Ritzau har blandt andet fået melding om, at det kunne mærkes så langt væk som Sjællands Odde, der ligger lidt over 80 kilometer fra epicenteret syd for København.

Også fynboer har mærket rystelser, skriver TV 2 Fyn.

Desuden kunne de mærkes i svenske Malmø, skriver mediet Sydsvenskan.

- Det er et relativt stort jordskælv både målt efter danske og svenske standarder, siger Björn Lund, lektor i seismologi ved Uppsala Universitet, til mediet.

Alarmcentralen får onsdag eftermiddag mange opkald om rystelserne på Sjælland. Det oplyser Hovedstadens Beredskab.

- Der er sandsynligvis tale om et jordskælv. Vi opfordrer til at følge med i nyhederne.

- Foreløbigt ingen meldinger om, at nogen er kommet til skade, skriver beredskabet på det sociale medie X.

Også Københavns Politi melder om mange opkald om rystelserne.

- Vi er bekendt med det. Vi opfordrer derfor borgere til ikke at ringe til politiet vedrørende dette, medmindre der er tale om et akut forhold.

- Vi har for nærværende ikke yderligere kommentarer, skriver politiet på Politi Update.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi fortæller vagtchefen cirka et kvarter efter rystelserne, at politiet har fået meldinger om rystelser, men det har ikke givet anledning til, at politiet gør noget.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT