To danske forfattere nomineret til nordisk ungdomsbogpris
En tegneserie og en billeddigtebog er de danske nomineringer til nordisk børne- og ungdomspris.
De to danske litterære værker "KH Misha" og "Himlen er en helleflynder" er i spil til en af Nordens største børne- og ungdomsbogspriser.Torsdag blev de nominerede til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris offentliggjort. Prisen hylder stærk nordisk litteratur for børn og unge.
Vinderen kan se frem til både anerkendelse og 300.000 kroner.
Det oplyser Nordisk Råd i en pressemeddelelse.
Danske Askel Aden er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for "KH Misha".
Tegneserien følger den nonbinære Misha, der udforsker relationen til sin fraværende mor, samtidig med at bogen giver LGBTQIA+-unge mulighed for at spejle sig i fortællingen.
- Tegneserien står meget stærkt i Danmark i de her år. Askel Aden har skabt en historie, der tør ryste det gamle verdensbillede, skriver Nordisk Råd i sin pressemeddelelse.
Anden danske indtræden på listen af nominerede er Birgitte Krogsbøll og Kamilla Wichmann med billeddigtebogen "Himlen er en helleflynder".
Bogen, som ved første øjekast ser klassisk ud, understreger, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag, når man som læser undervejs må vende og dreje bogen for at finde rundt i illustrationerne, der ligger på langs.
Ud over de to danske nomineringer er også den færøske alfabetbog "Bókadeild Føroya Lærarafelags" og grønlandske billedbog "Naja arferlu" nomineret.
Prismodtageren bliver offentliggjort 20. oktober, og syv dage senere vil vinderen modtage prisstatuetten og den medfølgende præmiecheck.
Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris blev uddelt for første gang i 2013.
I 2024 vandt den danske tegner Jakob Martin Strid for værket "Den fantastiske bus".
/ritzau/
