Troels Lund skal fortsat holde sig i ro efter øjenoperation

17. APR 2026 • 09:31ERHVERV/POLITIK

Der kommer til at gå uger, før Troels Lund Poulsen igen kan deltage fysisk i møder efter akut operation.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, skal fortsat holde sig fysisk i ro efter sin akutte operation for knap to uger siden.

Det skriver han i et opslag på X, hvor han uddyber, at han er i bedring.

- Selv om det går fremad, og jeg fysisk har det meget bedre, så er det lægernes anbefaling, at jeg fortsat holder mig i fysisk ro de næste uger, skriver formanden.

De anbefalinger lytter han "selvfølgelig til".

- Og for bare at være helt ærlig, så kommer jeg ikke til at tage chancer, når det gælder mit syn og helbred, skriver han.

Troels Lund Poulsen blev i den første weekend i april opereret for en akut nethindeløsning og blev derfor sygemeldt midt under regeringsforhandlingerne, der fortsat er i gang.

- Jeg har været meget tæt på at miste mit syn på grund af en nethindeløsning, og jeg skal holde mig i ro i håbet om at få mit syn tilbage. Ingen er mere ked af den situation end mig, skriver han.

Da Venstre-formanden fortsat skal holde sig i ro, går der også noget tid, før han kommer til at være fysisk til stede under møder, lyder det.

- Heldigvis er telefonen jo opfundet, og den bliver brugt flittigt i disse uger til drøftelser med mine partilederkolleger og vores stærke hold i Venstre, skriver han på X.

På grund af øjenoperationen deltog han heller ikke mandag, da Venstre var inviteret til regeringsforhandlinger med kongelig undersøger Mette Frederiksen i Statsministeriet.

Det var i stedet partiets næstformand, Stephanie Lose, og partikollegerne Sophie Løhde og Morten Dahlin, der deltog. Efterfølgende lød det fra Lose, at partiet forventede at deltage i flere møder.

Nethindeløsning betyder, at nethinden, med øjets lysfølsomme sanseceller, har løsnet sig fra sit underlag.

Hvis man ikke bliver behandlet i tide, kan tilstanden føre til blindhed. Men oftest lykkes det med operation at få nethinden på plads igen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT