Hver anden med kræft udvikler en psykisk lidelse

INDLAND/KRIMINAL28. JUL 2026 • 05:00

En kræftdiagnose kan opleves som en trussel på livet, og det øger markant risikoen for psykiske sygdomme, viser studie.

Det er voldsomt at få en kræftdiagnose. Det ved enhver, der har siddet over for lægen på sygehuset og nervøst ventet på resultatet af en scanning eller vævsprøve.

Diagnosen vender op og ned på hverdagen med yderligere undersøgelser, medicin og måske operation.

Men for mange rækker beskeden langt videre, viser et nyt studie blandt knap 300.000 danskere, der har haft kræft.

Hver anden af dem udviklede angst, depression eller en anden psykisk lidelse i løbet af 25 år efter diagnosen.

- Kræft er en sygdom, som man kan dø af, og derfor kan diagnosen opleves som en trussel på livet.

- Det kan sætte gang i nogle processer, som kan føre til en psykisk lidelse, siger kræftforsker Christoffer Johansen, der er en af forskerne bag studiet.

Til daglig er han professor på Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet.

Særlig kritisk er det første år efter diagnosen. Her er der en femdoblet risiko for at få en psykisk lidelse, der fører til indlæggelse eller udskrivning af medicin.

Derefter falder risikoen markant, men den er stadig forøget. Efter ti år er risikoen 40 procent højere end i resten af befolkningen.

I særlig risiko er patienter, som diagnosticeres med de mest alvorlige kræftformer, for eksempel kræft i bugspytkirtlen, hjernen eller leveren.

- Når det går op for dig, at du ikke skal blive 100 år, sådan som du havde regnet med, begynder hele det perspektiv, som du ellers har levet efter, at smuldre.

- Det er hele grundvilkåret for at være menneske, der forandrer sig, siger Christoffer Johansen.

Dele af den nyeste kræftplan, som er den femte i rækken, fokuserer på tiden efter kræft.

Blandt andet skal der oprettes senfølgeklinikker i hele landet, hvor patienterne kan få hjælp til at håndtere fysiske og psykiske bivirkninger af behandlingen.

Christoffer Johansen tvivler dog på, at kræftplan V vil gøre det nemmere mentalt at komme igennem et kræftforløb.

- I alle de andre kræftplaner har det også stået, at der skal gøres mere for patienternes psykologiske og sociale problemer. Denne gang lægges der op til, at det skal være de praktiserende læger, der lægger en plan.

- Med næsten en halv million kræftoverlevere bliver det en kæmpeopgave, siger han.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT