2026 tegner til at blive et blodigt rekordår for påkørte hjorte

INDLAND/KRIMINAL27. JUL 2026 • 13:43

Stigning i indberettede påkørsler afspejler ifølge biolog, at flere har fået kendskab til vagtcentral.

2026 har indtil videre budt på usædvanligt mange påkørte hjorte i trafikken.

I årets første seks måneder blev der hos Dyrenes Beskyttelses vagtcentral registreret 5931 påkørte hjorte.

I 2025, der er det hidtidige rekordår for påkørte hjorte, blev der i samme periode registreret 5292 påkørsler.

Første halvår af i år har således budt på 12 procent flere påkørsler.

- Det tyder på, at 2026 kan blive et nyt rekordår, når man ser på antallet af indberettede påkørsler, siger biolog i Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen.

Der er ifølge biologen flere forklaringer på udviklingen.

- Vi ved, at trafikken stiger i de her år, og vi ved også, at der bliver flere krondyr og flere dådyr, mens der omvendt bliver lidt færre rådyr, som ellers er vores mest udbredte hjorteart herhjemme.

- Men kendskabet til vores vagtcentral er også blevet større, og det betyder, at der er flere, som kontakter os. Og det betragter vi som hovedårsagen, siger Michael Carlsen.

De fleste hjortepåkørsler sker i timerne omkring solnedgang, hvor hjortene er mest aktive.

I maj i år blev der registreret 1.248 påkørte hjorte på de danske veje. Det er måneden med flest påkørte dyr.

- Det hænger sammen med, at de unge rålam fra året før bliver skubbet ud hjemmefra og skal klare sig selv. Men de er ikke lige så erfarne i trafikken, siger Michael Carlsen.

Med flere krondyr i naturen øges risikoen for, at en påkørsel kan blive endog særdeles alvorlig.

- Det er langt mere alvorligt at påkøre et krondyr på mellem 100 og 200 kilo end et rådyr på 25 kilo.

- Mens rådyret typisk bliver slynget væk, risikerer krondyret i yderste konsekvens at ryge ind gennem ruden og skade dig, siger Michael Carlsen.

Det bedste råd er ifølge biologen generelt at sænke farten, når det begynder at blive mørkt, og holde øje med reflekser fra dyreøjne i vejkanten.

Og hvis først et dyr har passeret, er der ofte flere på vej, lyder det fra biologen.

Hvis et dyr bliver påkørt, kan man kontakte Dyrenes Beskyttelses vagtcentral på telefon 1812.

Her vil der blive taget stilling til, om en skytte skal sendes ud for at aflive dyret, eller der skal rekvireres en såkaldt schweisshundefører, som kan opspore et såret dyr.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT