Torpedobåd fra Den Kolde Krig kommer til København
Den svenske torpedobåd ved navnet "Ystad" kommer til København den 6. august.
En svensk torpedobåd fra Den Kolde Krig lægger til i København den 6. august.Det oplyser Krigsmuseet i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om torpedobåden "Ystad", som er bevæbnet med otte missiler, seks torpedoer og en såkaldt Bofors-kanon.
Båden vil ligge til kaj i kanalen ud for Krigsmuseet, hvor der vil være mulighed for at komme om bord og få en rundvisning.
Torpedobåden "Ystad" er i dag gået på pension og bruger pensionstilværelsen på at sejle rundt.
Båden blev i sin tid bygget for at forsvare Sverige mod angreb under Den Kolde Krig.
Fra lang afstand kunne båden affyre missiler mod fjendtlige fartøjer, hvis de gjorde forsøg på at invadere Sverige.
Hvis fjenden kom tættere på, stod besætningen klar til at affyre bådens torpedoer mod de angribende skibe, men det kom aldrig så vidt.
Båden blev bygget i 1976 og er 44,1 meter lang - og så kan den skyde en fart på 40 knob (74 km/t). Det skriver Krigsmuseet på sin hjemmeside.
Når torpedobåden lægger til kaj i København den 6. august, vil der denne ene dag være mulighed for en 30 minutters rundvisning.
Rundvisningen er desværre ikke egnet for gangbesværede eller kørestolsbrugere, står der i meddelelsen.
På Krigsmuseet, der ligger på Slotsholmen i København, er det ligeledes muligt at se forskellige modeller af krigsskibe fra den danske flåde.
RITZAU
