Nyt forskningsprojekt rejser bekymring over antallet af menneskeskabte stoffer, der findes i drikkevandet.
Et utal af stoffer svømmer rundt i de dyrebare dråber, der kommer ud af vandhanen.Og som årene går, vil der sandsynligvis kun dukke endnu flere op.
Ved hjælp af nye analysemetoder har forskere fra Danmarks Tekniske Universitet fundet frem til tusindvis af kemikalier i drikkevandet.
Størstedelen af stofferne kan forskerne endnu ikke sætte navne på.
Det fortæller lektor Martin Hansen, der står i spidsen for forskningsprojektet, som er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond.
- Der er et kæmpestort mørketal i vores data. I 99 procent af vores data kan vi ikke rigtig sige, hvilke stoffer der er tale om endnu, siger han.
Martin Hansen og hans kolleger har fundet menneskeskabte kemikalier i samtlige af de 81 grundvandsboringer, de har undersøgt sammen med Miljøstyrelsen.
I samarbejde med drikkevandsforsyningerne fandt de også stofferne på vandværker og i almindelige husholdningers drikkevand.
Blandt de kemikalier, det er muligt at identificere, er der fundet nye PFAS-evighedsstoffer, rester fra sprøjtegifte og rester fra lægemidler.
Koncentrationerne er så små, at der ikke er nogen umiddelbar grund til at være bekymret for at skænke sig et glas fra vandhanen.
- Men jeg synes da, at vi godt kan bevare en bekymring over, at der er så mange forskellige stoffer, der ryger ud til husholdningerne, siger Martin Hansen.
Han forventer, at listen over menneskeskabte kemikalier i drikkevandet vil blive længere de kommende år.
- Det vil være min antagelse, at når vi og andre dykker dybere ned i det nuværende data og udvikler bedre analysemetoder, vil vi finde langt flere stoffer.
I interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber, Danva, kommer det ikke bag på direktør Carl-Emil Larsen, at drikkevandet rummer et væld af kemikalier, man endnu ikke kan sætte navn på.
Han glæder sig til at se resultaterne af DTU's forskningsprojekt.
- Fordi det kan hjælpe os med at gøre det, der er nødvendigt for at nedbringe risikoen, lyder det fra Carl-Emil Larsen.
- Vi mener ikke, det er nok, at man beskytter grundvandet nu. Mange steder vil man være nødt til at rense vandet i en periode på mellem ti til tyve år, afhængigt af hvad det er for nogle stoffer, der er tale om, uddyber han.
Beskyttelse af drikkevandet er et af punkterne i den nye regerings politiske grundlag.
Først og fremmest vil regeringen indføre et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder.
Den vil også sænke grænseværdien for nitrat.
/ritzau/