Håndboldkvindernes fejring afhænger af finaleresultatet

20. NOV 2022 • 13:09INDLAND/KRIMINAL

Der er lagt op til den helt store håndboldfest på Rådhuspladsen, hvis det bliver til EM-guld søndag aften.

Hvis det skulle blive til sejr søndag for de danske håndboldkvinder i EM-finalen mod Norge, kan de godt se frem til rådhuspandekager mandag.

Sådan lyder det fra Dansk Håndbold Forbunds formand, Morten Stig Christensen, der ved EM-guld lover den helt store hyldest og fejring på Rådhuspladsen.

- Vi satser alt, hvad vi kan på, hvis det skulle blive til EM-guld, så bliver der modtagelse på Københavns Rådhus, og der er alle håndboldfans selvfølgelig velkomne inde på Rådhuspladsen, som vi har oplevet før, siger han.

Morten Stig Christensen oplyser også, at der er en dialog med Kongehuset, som vil gøre, hvad de kan for at være repræsenteret ved en eventuel fejring.

- Så vi kan jo håbe på, vi bliver europamestre, så landsholdet får den fantastiske oplevelse, det er at blive modtaget på rådhuset.

- Det kunne jeg godt unde dem med den indsats, de har leveret de senere år og ikke mindst op til og under denne her turnering, siger Morten Stig Christensen.

Hvis det er sølvmedaljer, de danske kvinder får hængt om halsen søndag aften, kan de se frem til en lidt mere beskeden og lukket fejring af det bedste slutrunderesultat i 18 år.

Flere af spillerne skal allerede i kamp for deres klubhold i den nærmeste fremtid, og nogle af udlandsspillerne vil derfor rejse direkte retur til deres klub.

- Det bliver stille og roligt med den trup, der kommer til København. Der vil sikkert komme noget familie, så det bliver en mindre fejring, hvor der også vil være nogle sponsorer og folk fra forbundet, der har været involveret.

- Så selvfølgelig vil de blive fejret, men vi giver den først super rigtig gas, når der er guld, siger DHF-formanden.

Søndag aften bliver det afgjort, hvilket fejring det ender med, når Danmark spiller EM-finale mod Norge. Opgøret begynder 20.30.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU