Gymnasieelever over hele landet varsler strejke mandag

7. NOV 2024 • 06:55INDLAND/KRIMINAL

Gymnasieelever er utilfredse med højere karakterkrav og besparelser. Elever på mindst 14 skoler vil strejke.

Mandag vil gymnasieelever og kursister på en række ungdomsuddannelser nedlægge undervisningen. De vil demonstrere mod højere karakterkrav og bebudede besparelser.

Det skriver Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i en pressemeddelelse.

- Lige nu lægger regeringen op til et nulsumsspil, hvor de store skolers økonomi skal holde hånden under de små. Det kan ikke være rigtigt, at man forringer undervisningskvaliteten for 60.000 gymnasieelever, for at sikre uddannelsesudbuddet i hele landet. Det er som at fodre hunden med sin egen hale, siger forperson Joachim Ekstrand Federspiel i pressemeddelelsen.

De strejkende elever vil desuden demonstrere på Christiansborg Slotsplads. Det sker fra klokken 13 til 16. Ifølge pressemeddelelsen vil der være taler fra flere partiledere.

Eleverne er blandt andet modstandere af regeringens planer om at hæve karakterkravet fra 5 til 6 på det almene gymnasium.

En anden del af regeringens bebudede reform er en nedlæggelse af den nuværende hf-uddannelse. Det bekymrer Joachim Ekstrand Federspiel.

- Hf’ere, der i mange år har nydt godt af en uddannelse med et højt fagligt niveau samtidig med en unik rummelighed, står lige nu og ser med, som deres uddannelser forsvinder ind i regeringens nye reform, siger han i pressemeddelelsen.

Desuden mener eleverne, at forslaget til næste års finanslov vil betyde, at mange gymnasier skal spare, lyder det i pressemeddelelsen.

Ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning vil der være elever i hele landet, som strejker.

I pressemeddelelsen er der nævnt 14 skoler, hvor eleverne vil nedlægge undervisningen. Men samtidig skriver foreningen også, at flere er i gang med at planlægge.

Derfor vides det torsdag ikke, hvor mange der ventes at deltage.

/ritzau/

FÅ ABONNEMENT