Grønlandsk parlament vil have Agpalilik-meteoritten tilbage

5. JUN 2026 • 15:55INDLAND/KRIMINAL

Meteoritten "Agpalilik" blev bragt til København i 1965 og er placeret foran Statens Naturhistoriske Museum.

Det grønlandske parlament, Inatsisartut, har nu givet sin opbakning til ønsket om at få den grønlandske jernmeteorit Agpalilik tilbage til Grønland.

Det skriver de grønlandske medier Sermitsiaq og KNR.

Opbakningen kommer, efter at spørgsmålet om tilbageleveringen af grønlandske genstande er blevet skrevet direkte ind i det nye regeringsgrundlag.

Det glæder folketingsmedlem Qarsoq Høegh-Dam fra Naleraq, der ser beslutningen som et vigtigt skridt i arbejdet med at hjemtage grønlandske kulturgenstande og historiske artefakter.

- Når et samlet Inatsisartut nu står bag vores ønske om at få Agpalilik Meteoritten hjem og anerkender regeringsgrundlaget om tilbagelevering, så er der ikke længere undskyldninger. Agpalilik skal nu hjem til Kalaallit Nunaat, siger han til KNR.

Ifølge folketingsmedlemmet giver den brede politiske opbakning et stærkt mandat i dialogen med Danmark om meteorittens fremtidige placering.

Agpalilik betyder "klippen, hvor søkongerne bor" og er en del af den såkaldte Kap York-meteorit. Den er tonstung og slog ned i Nordvestgrønland for omkring 10.000 år siden.

I 1963 blev den opdaget af en dansk grønlandsforsker og to år senere blev den bragt til Danmark.

I flere år har den været genstand for debat om ejerskab og kulturarv. Og i begyndelsen af maj omtalte den grønlandske politiker Aki-Matilda Høegh-Dam jernmeteoritten som "stjålet".

- Den tilhører det grønlandske folk, og den har stor kulturel betydning.

- Det kan ikke passe, at vi skal tage til Danmark og gå på museum for at se den. Den skal hjem, og det kan kun gå for langsomt, sagde Aki-Matilda Høegh-Dam i et interview med Berlingske.

Politikeren, der tidligere har siddet i Folketinget, blev første gang opmærksom på jernmeteoritten i 2024, da hun blev kontaktet af repræsentanter fra byer og bygder i det nordlige Grønland.

Repræsentanterne ville gerne have meteoritten til Grønland, hvor den tidligere blev brugt som en del af et ritual, når grønlændere gik fra barn til voksen, forklarede Aki-Matilda Høegh-Dam.

Lokalbefolkningen hakkede ifølge politikeren også små stykker af meteoritten, som blev brugt til at lave pilespidser.

Statens Naturhistoriske Museum sagde i maj, at der ikke foreligger en officiel henvendelse om hjemtagning af genstande fra Danmark til Grønland.

Museet vil ikke forholde sig til individuelle ønsker fremsat af borgere, lød det.

Der er ifølge Qarsoq Høegh-Dam flere grønlandske artefakter, kulturgenstande og historiske effekter i Danmark, som hans parti ønsker at få tilbage til Grønland.

- Når Agpalilik vender hjem, stopper arbejdet ikke der. Det er det første skridt, siger han til KNR.

I et svar til Folketingets Grønlandsudvalg i oktober 2023 skrev daværende kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), at der i Nationalmuseets samling er 57.194 genstandsnumre med oprindelse i Grønland.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT