Søndag kan give kraftig regn flere steder i landet
DMI har udsendt varsel om mulighed for kraftig regn og lokale skybrud. Varslet gælder frem til mandag morgen.
I løbet af søndag eftermiddag og frem til mandag morgen kan det sydlige Jylland og hele Fyn og Sjælland blive ramt af kraftig regn.Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i et varsel på sin hjemmeside.
Generelt er det forventningen, at der falder fem til 15 millimeter regn. Lokalt kan det dog nå op på mellem 30 og 50 millimeter.
Der kan også forekomme skybrud med hagl, torden og kraftige vindstød lokalt, lyder det.
DMI betegner det som et kategori 1-varsel, som er DMI's laveste varsel.
Vagthavende meteorolog Hans Peter Wandler fortæller, at der syd for landet ligger et frontsystem, som ventes at bølge op over landet i løbet af søndag eftermiddag.
- Det sender noget regn og nogle byger ind over landet ude fra Nordsøen, og det ser ud til, at det er de sydlige egne, som kan blive hårdest ramt, siger han.
Det er usikkert, hvor langt op over landet den kraftige nedbør vil nå. Men søndag morgen ser det ud til, at det sydlige Jylland, Fyn, Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm kan blive ramt, skriver DMI i varslet.
Det er Hans Peter Wandlers forventning, at eventuel regn vil ramme i Sønderjylland først, inden det senere bevæger sig mod Sjælland og Bornholm.
Han fortæller samtidig, at der har været variation i prognoserne, men at DMI søndag morgen forventer, at det er i de sydlige egne, at der eventuelt kan falde regn.
Varslet vil blive opdateret efter behov, fremgår det af DMI's hjemmeside.
RITZAU
