Omkring 200.000 børn og voksne deltog i en landsdækkende affaldsindsamling i april. Nu er resultatet opgjort.
Udstyret med affaldssække og gribestænger indsamlede frivillige mere end 120 ton skrald under Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.Det skriver foreningen i en pressemeddelelse onsdag og understreger, at der er tale om den registrerede mængde affald.
Danmarks Naturfredningsforening formoder nemlig, at det reelle tal er endnu højere.
Skoler, virksomheder, foreninger og privatpersoner var blandt indsamlerne.
I alt deltog omkring 200.000 børn og voksne i den landsdækkende indsamling, der løb af stablen fra mandag den 13. april og en uge frem.
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding mener, at det er tankevækkende, at man på en enkelt uge kan samle mere end 100 ton affald i naturen.
- Jeg mener, at vi som samfund simpelthen producerer for meget affald, og så længe vi gør det, vil vi desværre nok blive ved med at finde affald efterladt i naturen og på gaden, siger hun i pressemeddelelsen.
Sidste år løb den samlede mængde registreret affald op i 80 ton.
Stigningen skyldes ifølge Danmarks Naturfredningsforening ikke kun, at flere danskere deltog i indsamlingen i år. Vind og vejr er også en del af årsagen.
En kraftig storm i april kan have spredt en del skrald ud i det danske landskab.
Samtidig kan store mængder sne i januar og februar have indkapslet affald og forhindret tømning af skraldespande, lyder det i pressemeddelelsen.
Plastikposer, cigaretskodder og forskellige former for takeawayemballage er blandt de typer af affald, der oftest fandt plads i indsamlernes sække.
Der blev dog også fundet valgplakater, et toiletbræt samt en mønt fra årstallet 1928.
- Det er helt vildt, hvad der er blevet fundet i år, og man kan virkelig undre sig over, hvordan det er endt derude, siger Maria Reumert Gjerding.
Danmarks Naturfredningsforening har afholdt affaldsindsamlingen siden 2006. Den finder næste år sted i uge 15.
/ritzau/