Wildcardspiller forlænger Medvedevs problemer i Paris

26. MAJ 2026 • 15:11SPORT

Daniil Medvedev er for syvende gang af ti mulige ude af French Open allerede i første runde.

Daniil Medvedev og det røde grus på Roland Garros-anlægget i Paris bliver formentlig aldrig gode venner.

Torsdag tabte den 30-årige russer i første runde af grandslam-turneringen French Open for syvende gang i ti starter. En kvartfinale er fortsat hans bedste resultat i karrieren.

Efter tre en halv times spil vandt Adam Walton 6-2, 1-6, 6-1, 1-6, 6-4.

Det var første gang, at den australske wildcardspiller, der rangerer som nummer 97 i verden, slog en spiller fra verdensranglistens top-10.

I et opgør med store momentumskift og åbenlyse russiske frustrationer var Medvedev i femte og afgørende sæt oppe med et break, men Walton brød tilbage til 4-4.

Og efter et langt parti, hvor Walton servede sig på 5-4, vandt en resigneret Medvedev ingen bolde i det afsluttende parti og blev brudt for sjette gang i opgøret.

Som sjetteseedet er Medvedev indtil videre det højestrangerede offer i herrernes turnering. Også syvendeseedede Taylor Fritz er ude.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT