Forening for terrorofre ryger af finansloven og er nu lukningstruet

5. SEP 2025 • 20:35INDLAND/KRIMINAL

Finn Nørgaard Foreningen er fjernet fra finansloven. Den har tidligere fået 1,6 millioner kroner årligt.

Finn Nørgaard Foreningen, der er en støtteforening for terrorofre og deres pårørende, risikerer at lukke.

Foreningen får nemlig ikke nogen bevilling i udspillet til finansloven for 2026, som den ellers har gjort de seneste fire år.

Og uden den økonomiske støtte kan foreningen ikke fortsætte driften, oplyser sekretariatsleder Pia Toftdal.

- Det er uforståeligt, at regeringen vælger at fjerne støtten til os. Vi er det eneste videnscenter i Danmark, der systematisk arbejder med ofre for terror. Hvis vi må lukke, efterlades terrorofrene uden den hjælp, de har brug for, siger hun i en pressemeddelelse.

Finn Nørgaard Foreningen har siden 2022 fået 1,6 millioner kroner årligt på finansloven.

Foreningens samlede budget er i størrelsesordenen 2,4 millioner kroner, oplyser foreningen til Ritzau, og støtten fra staten udgør altså over halvdelen af det økonomiske grundlag.

De øvrige penge kommer fra fonde, offentlige puljer og private donationer.

Foreningen undrer sig særligt over beslutningen i lyset af, at regeringen tidligere har bedt myndigheder om at trække på foreningens viden og erfaring, når det gælder om at udvikle terrorberedskabet.

Foreningen henviser til et brev udsendt fra Justitsministeriet efter en undersøgelse af rettigheder for terrorofre i 2022. Heri fremgår det, at man opfordrer myndigheder til at bruge foreningens viden.

- I det arbejde vil jeg anmode myndighederne om at inddrage Finn Nørgaard Foreningen, der igennem flere års arbejde har indsamlet værdifuld viden om, hvordan terrorofre oplever det danske beredskab i praksis, lød det dengang fra justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Finn Nørgaard Foreningen blev stiftet i 2015 af familie og venner til Finn Nørgaard, der blev dræbt i terrorangrebet på Krudttønden.

Foreningen arbejder blandt andet med at rådgive, støtte og hjælpe terrorofre og deres pårørende.

De har et netværk af cirka 100 pårørende og ofre for terror, som de er i kontakt med, oplyser foreningen.

Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, som bevillingerne til Finn Nørgaard Foreningen hører under.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT