Flere og flere går i fri- eller privatskole på landet
Særligt på landet går flere i fri grundskole. Ifølge professor er det nødvendigt, mens det i byen er et valg.
Der er blevet flere børn, som går i enten privat-, lille- eller friskole, og særligt i landkommunerne vokser antallet.Her var det cirka 19 procent, som i 2023 gik på sommerferie fra en såkaldt fri grundskole. I 2007 gjaldt det for 11 procent.
Det viser en analyse fra Danmarks Statistik.
Det er ikke en udvikling, som overrasker Egon Noe, der er leder af Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet.
For siden kommunalreformen i 2007 er mange små kommuneskoler lukket.
Med reformen gik Danmark fra 271 kommuner til 98, mens landets 13 amtskommuner blev erstattet af 5 regioner.
- Det (skolelukning, red.) er et af de steder, hvor kommunerne har set nogle stordriftsfordele, men det betyder også, at børnene skal køre langt.
Ifølge Danmarks Statistik havde halvdelen af børnene i landkommunerne i 2008 under to kilometer til skole. Nu er det faldet til 43 procent.
Skolelukningerne betyder, at eksempelvis en friskole kan være et nødvendigt valg, hvis man vil bo på landet, lyder det fra forskeren.
- I storbyerne er det et udtryk for et valg, at man vælger en fri- eller privatskole, fordi man gerne vil sine børn den skolegang.
- Men i landkommunerne er det primært et udtryk for, at kommuneskolen er blevet nedlagt, siger han.
På tværs af landet var det ifølge de nye tal 18 procent af børnene, som gik i en fri grundskole. Tilbage i 2007 var det 13 procent.
Det er stort set samme andel af børn, som går i fri grundskole på landet og i hovedstadskommunerne, men udgangspunktet er forskelligt.
Mens det i 2007 gjaldt for 11 procent på landet, var det i hovedstaden 16,1 procent af børnene, som gik på fri- eller privatskole.
Ifølge Egon Noe fra Syddansk Universitet har en skole stor betydning for, hvor attraktivt området er. Tallene viser, at det er noget, der kæmpes for.
- Hvis der er et børnegrundlag, så kæmper man for at etablere en friskole, for det er afgørende for en landsby eller mindre by, at der er en skole og en børnehave tæt på, siger centerlederen.
/ritzau/