Fire nye byer bliver værter ved største Royal Run nogensinde
Ringkøbing, Randers, Middelfart og Helsingør gør i 2026 deres debut i det kongeligt arrangerede løb.
De fem byer, der skal lægge asfalt til næste års Royal Run, er netop afsløret.Det skriver Danmarks Idrætsforbund og DGI i en pressemeddelelse.
Der er tale om byerne Ringkøbing, Randers, Middelfart, Helsingør og København.
København har været værtsby alle år, men de øvrige fire byer har deres debut i 2026, lyder det.
Næste års værtsbyer kan desuden blive værter for det største antal deltagere nogensinde.
Royal Run i 2025 satte deltagerrekord med knap 98.000 løbere, men i 2026 er der altså plads til endnu flere, når der åbnes for 111.500 løbere.
- Vi går ikke efter at udvide deltagerantallet hvert år, men med det øgede deltagertal kan vi imødekomme mere af den store efterspørgsel, vi har oplevet de seneste år, lyder det fra Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund.
Han kalder det noget helt særligt, at man nu kan give plads til endnu flere løbere.
Motionsløbet tilbyder tre distancer at løbe på: 1,6 kilometer, 5 kilometer og 10 kilometer. I alt skal fem byer dele titlen som værtsby til Royal Run.
I år lagde Ribe, Viborg, Horsens, Korsør og København veje til den store begivenhed, hvor mere end 97.500 personer havde kondiskoene på.
Kong Frederik løb i Ribe, Horsens og København, mens kronprins Christian besøgte Viborg. Dronning Mary løb i Korsør.
Motionsløbet blev afholdt første gang i 2018 og har siden været en årlig tradition med undtagelse af 2020-udgaven, der blev aflyst på grund af corona.
Salget af startnumre til løbet åbner 1. oktober klokken 10.00.
Der er plads til 50.000 deltagere i København og 20.000 i Randers, mens der i Helsingør er plads til 17.500 løbere og 14.000 i Middelfart og i Ringkøbing 10.000 motionister.
Royal Run finder sted 2. pinsedag, altså 25. maj 2026.
/ritzau/