Film om skibsforlis ved Hirtshals kaldes stærk og charmerende

30. NOV 2023 • 05:07INDLAND/KRIMINAL

Anmeldere er begejstrede for "Synkefri", som er inspireret af en virkelig hændelse. En savner overraskelser.

Ni mænd mistede livet, da en fiskekutter og en redningsbåd forliste ved Hirtshals i 1981. Nu har instruktør Christian Andersen lavet en film, som er inspireret af den tragiske hændelse.

Filmen "Synkefri" er "noget så usædvanligt som en charmerende film om sorg", skriver Politikens anmelder Nanna Frank Rasmussen og kvitterer med fire ud af seks hjerter.

- Han (Christian Andersen, red.) går ikke på rovdrift i de menneskelige følelser, men skyr dem heller ikke. Han er en ferm fortæller med visuelt tæft, og så har han med "Synkefri" også noget på hjerte, skriver Nanna Frank Rasmussen.

"Synkefri" handler om Henrik, spillet af Sylvester Bryder, som mister sin far i ulykken. Det var ellers blevet lovet, at redningsfartøjet var synkefrit.

Da myndighederne placerer ansvaret for ulykken på styrmanden, Henriks far, beslutter Henrik sig for at efterforske ulykken og rense sin fars navn.

Men i sin jagt på sandheden kæmper Henrik mod byens fiskere, som frygter, at en offentlig skandale vil koste arbejdspladser.

Det er i begyndelsen spændende at følge Henriks opklaring, mener Soundvenues anmelder Morten Kildebæk. Men når det kommer til filmens krimiplot, savner Morten Kildebæk de overraskende drejninger.

- Så er "Synkefri" bedre, når den beskæftiger sig med de sorgramte, efterladte familier. Her skinner instruktørens personlige tilknytning til projektet også mere igennem, skriver han og giver filmen tre ud af seks stjerner.

Christian Andersen er selv fra Hirtshals, og hans mor mistede sin daværende mand i ulykken.

De manglende overraskelser lader dog ikke til at genere Informations anmelder Christian Monggaard.

Han kalder det en "stærk og dramatisk" film og hæfter sig ved, at sammenholdet i det lille fiskersamfund bliver beskrevet, inden ulykken rammer.

- Og selv om man ved, hvad der kommer til at ske, sidder man alligevel på kanten af sædet, mens man sammen med Henrik og hans familier - og alle de andre familier - venter nede ved havnen på at høre nyt fra fiskekutter og redningsbåd, skriver Christian Monggaard.

Information tildeler hverken hjerter eller stjerner til film.

"Synkefri" har premiere torsdag 30. november.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT