Færøsk strejke på tredje uge lukker børnehaver

28. MAJ 2024 • 18:51INDLAND/KRIMINAL

Siden 14. maj har lastbilchauffører, havnearbejdere og flere andre strejket på Færøerne i lønkonflikt.

Skraldemænd, lastbilchauffører, lagerarbejdere, rengøringspersonale og flere andre arbejdsgrupper er gået ind i tredje uge af en omfattende strejke på Færøerne.

Strejken er begyndt at sætte sine spor.

Børnehaver er lukket, og folk må blive hjemme fra arbejde på grund af mangel på benzin.

Det oplyser John Johannesen, der er redaktør på det færøske medie Kringvarp, til TV 2.

- En stor del af børnehaverne er lukket på grund af skrald og manglende rengøring, og det samme forventes at ramme skolerne, siger han til mediet.

Ifølge den færøske Rigsombudsmands orientering til Folketinget fra 15. maj gik medlemmer af flere arbejderfagforeninger i strejke natten til tirsdag 14. maj, da forhandlinger om en ny overenskomst gik skævt.

Den gældende overenskomst trådte ud af kraft 1. maj 2024.

Parterne på arbejdsmarkedet har forhandlet om ny overenskomst siden 4. april uden at opnå et resultat.

Til TV 2 fortæller John Johannesen, at arbejdsgiverne har indvilget i at gå med til en lønstigning på ni procent.

Men det er blevet afvist af fagforeningerne, der kræver en stigning på 13 til 15 procent. Han kalder situationen meget "fastlåst".

Det er cirka 5000 arbejdere på Færøerne, der er en del af strejken. Det svarer til omtrent ti procent af den samlede befolkning, skriver Jyllands-Posten.

Foruden manglen på benzin og lukkede institutioner beretter John Johannesen også om tomme hylder i supermarkederne.

Der er ifølge TV 2 lukket for al import til Færøerne.

Jyllands-Posten skriver, at manglen på brændstof på Færøerne også er gået udover den offentlige transport.

Al offentlig transport er stoppet på øerne. Kun ambulancer, der har nødbenzin på lager, og taxaer, der kører på el, kører derfor rundt på Færøerne.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU