Eksperiment skal tilføje lugt til fremtidens telefonsamtaler

26. SEP 2024 • 14:45INDLAND/KRIMINAL

Forsker savnede sin mors brasilianske mad. Nu vil hun udvikle duftpakker, der kan sendes på tværs af mobiler.

Fremover skal vi både kunne se, høre og lugte hinanden, når vi taler i telefon.

Det vil et projekt fra Syddansk Universitet gøre muligt.

Det skal ske med støtte fra Villum Fondens Experiment-program, der har støttet projektet med to millioner kroner.

Forskerne vil udvikle teknologi, der kan sende og modtage dufte over distancer.

- Det vil tilføje en ny dimension til, hvordan vi kommunikerer digitalt i fremtiden, siger forsker bag projektet Roana de Oliveira Hansen i pressemeddelelsen.

Hun fandt på idéen til projektet, da hun efter at være kommet til Danmark begyndte at savne sin mors brasilianske mad.

Hun håber, at teknologien også vil kunne tilføje en ekstra dimension til fremtidens filmoplevelser.

Forskerne bag projektet, der har navnet TeleScent, håber på at kunne tilføje dufte til fremtidens digitale kommunikation som for eksempel telefonsamtaler.

Det vil forskerne gøre ved at udvikle "duftpakker", der kan sendes fra en enhed til en anden.

Roana de Oliveira Hansen sammenligner teknologien med princippet bag en mikrofon og en højttaler.

- På en telefon har vi en mikrofon, som fanger lyden. Vi har også en højttaler, der modtager den lyd og sender den ud. Det kommer til at fungere på samme måde med vores duftpakker, siger hun.

Duften skal forhåbentlig ende med at sidde i en mikrochip, der kan sende den rette duft ud.

Mikrochippen skal fungere som en printerpatron, der skiftes efter nogle måneder.

- Det bliver en mikrochip med byggeklodser af duft. Det vil kunne skabe en stor variation af dufte, men chippen skal være lille, så det er brugbart og realistisk, siger hun.

Hun håber på at lave særlige varianter, så man i fremtiden kan købe udvidede duftpakker, hvis man for eksempel er kaffeelsker eller vinkender.

Hvis teknologien lykkes, bliver det dog ikke i år eller næste år, at man kan sende dufte til hinanden, siger Roana de Oliveira Hansen.

- For at blive i billedet fra før har vi mikrofonen klar. Nu mangler vi bare højttaleren, siger hun.

Andre har igennem tiden forsøgt sig med at lave teknologier, der kan overføre dufte virtuelt.

Malaysiske forskere arbejder med et projekt, hvor duften skal komme ud igennem elektroder, som brugeren placerer i sin næse.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT