Beredskabet trænes i at håndtere togulykke under Storebælt
Der er ændringer i togtrafikken natten til søndag, når beredskabet gennemfører øvelse på Storebæltsforbindelsen.
Natten til søndag er der beredskabsøvelse på jernbanedelen af Storebæltsforbindelsen.Det betyder ændringer i togtrafikken mellem Korsør og Nyborg i tidsrummet mellem klokken 02.00 og 06.30, skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.
Øvelsen gennemføres om natten, hvor færrest tog krydser Storebælt, og færrest togpassagerer således vil blive forstyrret, fremgår det.
Natten til søndag er samtidig tidspunktet, hvor urene omstilles fra sommer- til vintertid.
Hvert andet år gennemføres en beredskabsøvelse på Storebæltsforbindelsen, der skal træne beredskabet til at håndtere en alvorlig ulykke.
Øvelsen simulerer en togulykke i tunnelen og involverer blandt andet statister, en specialdesignet togvogn og mange udrykningskøretøjer.
Forbipasserende vil formentlig bemærke en del blå blink ved Korsør Station eller omkring jernbaneforbindelsen, skriver Sund & Bælt.
Politikommissær i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Lars Aage Nielsen forklarer, at man træner både samarbejde, udstyr, færdigheder og procedurer.
- En hændelse i Storebæltstunnelen stiller særlige krav til beredskabet, og derfor skal øvelsen foregå inde i tunnelen under så virkelighedstro forhold som muligt, siger han i meddelelsen.
Foruden Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi består beredskabet blandt andet af Sund & Bælt, Slagelse Brand & Redning, Region Sjælland, DSB og Banedanmark.
Hver dag krydser næsten 30.000 togpassagerer Storebælt. Den knap 18 kilometer lange jernbanestrækning går både over lavbroen mellem Fyn og Sprogø og gennem den otte kilometer lange tunnel under Storebælt.
Togpassagerer opfordres til at holde sig orienteret om ændringerne i togtrafikken på DSB's hjemmeside eller via Rejseplanen.
Øvelsen påvirker ikke biltrafikken over Storebælt.
RITZAU
