Danskerne har aldrig brugt så lidt vand som i 2023

24. OKT 2024 • 08:20INDLAND/KRIMINAL

Der bliver brugt 98 liter vand per person per døgn i Danmark, viser tal. Nedgang på to liter per person.

Danskerne har aldrig brugt så lidt vand i husholdningerne som i 2023. Det rekordlave forbrug lød på 98 liter per person per døgn.

Det er en nedgang på to liter per person i døgnet sammenlignet med den tidligere bundrekord på 100 liter fra 2022.

Det viser vandselskabernes nøgletal "Vand i tal" som Danva, der er brancheorganisation for vandselskaber i Danmark, har udgivet.

- Danskerne har efterhånden fået skiftet deres husholdningsmaskiner ud til mere vandbesparende modeller, hvilket også afspejler det generelle lave vandforbrug.

- De senere års store fokus på elpriser og varmeforbrug har sandsynligvis også omfattet vandforbruget, som har resulteret i det rekordlave forbrug i 2023. Og det er godt at spare på drikkevandet, da ressourcen flere steder er udfordret, skriver Carl-Emil Larsen, direktør i Danva, i sin leder i "Vand i Tal".

Over halvdelen af drikkevandsboringerne indeholder spor af pesticider.

Derfor arbejder Danva blandt andet for at oprette grundvandsparker, som udelukker brug af kemikalier og pesticider i de områder, hvor vandet i undergrunden bruges til drikkevand.

Vandselskaberne har ansvar for drikkevand, spildevand og klimatilpasning. Ifølge Danva betyder det store investeringer, hvis forsyningssikkerhed og kvalitet skal fastholdes.

Investeringsprognoser fra Danva viser, at der bliver tale om cirka 850 milliarder i investeringer frem mod 2070, hvor klimatilpasning og grundvandsbeskyttelse udgør en stor del.

- De mange investeringer sætter pres på vandselskabernes økonomi, og der er et stigende behov for, at vandselskaberne får de nødvendige rammer til at sætte taksten, så den stemmer med omkostningerne, skriver Carl-Emil Larsen.

En halv liter vand koster 3,9 øre tappet fra hanen.

Drikkevandsselskabernes faktiske driftsudgifter er i gennemsnit 5,87 kroner per solgt kubikmeter, og de gennemførte investeringer er 6,92 kroner per solgt kubikmeter.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT