KØB ABONNEMENT

Danske film nomineret til europæisk svar på Oscar

INDLAND/KRIMINAL • 14. NOV 2026 • 13:47

"Gæsten" og "Kvinde ukendt" er begge blandt de nominerede til European Film Awards.

Flere danske film er blevet nomineret til European Film Awards.

Det har filmprisen offentliggjort lørdag.

Det gælder blandt andet de to spillefilm "Gæsten" af Mads Mengel og "Kvinde ukendt" af May el-Toukhy.

"Gæsten", der blandt andet har Trine Dyrholm på rollelisten, er nomineret i kategorien European Discovery, der hædrer europæiske spillefilmsdebuter. I denne kategori er også den danskproducerede "Cute", der har en norsk instruktør, nomineret.

"Kvinde ukendt" er nomineret i kategorien Bedste Europæiske Film. Det samme er "Fjord", der blandt andre lande også er produceret i Danmark.

European Film Awards uddeles hvert år af European Film Academy og bliver ofte omtalt som den europæiske pendant til oscarpriserne.

Prisuddelingen finder sted den 16. januar i Athen.

Begge de danskinstruerede film, "Gæsten" og "Kvinde ukendt", har allerede gjort sig internationalt bemærket ved forskellige filmfestivaler.

"Kvinde ukendt", der udspiller sig i befrielsesdagene i maj 1945, fik således hovedprisen ved årets filmfestival i Venedig, ligesom hovedrolleindehaver Mathilde Arcel blev kåret til Bedste Kvindelige Skuespiller.

Mathilde Arcel er nomineret til en tilsvarende pris ved European Film Awards.

"Gæsten" handler om parret Karl og Emilie, der skal holde navngivningsfest for deres søn. Her dukker en ubuden gæst op i skikkelse af Karls mor - spillet af Trine Dyrholm - som han ikke har talt med i årevis.

Filmen har blandt andet vundet to priser ved den tjekkiske filmfestival Karlovy Vary International.

European Film Academy, der uddeler priserne, er en sammenslutning af cirka 5400 europæiske filmskabere og filmprofessionelle.

Prisuddelingen fandt første gang sted i 1988. Hvert andet år foregår prisuddelingen i den tyske hovedstad, Berlin, hvert andet år et nyt sted i Europa.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT