Dansk spiludvikler udskyder udgivelse af James Bond-spil
Udgivelse af spillet "007 First Light" udskydes med to måneder til maj. Det bliver første Bond-spil i et årti.
Den danske spilproducent IO Interactive udskyder udgivelsen af spillet "007 First Light", som er baseret på James Bond-universet.Det skriver spilproducenten på X.
Udgivelsen udskydes med to måneder til 27. maj 2026.
Tiden vil give udviklerne bag spillet mulighed for at kræse lidt ekstra om detaljerne, lyder det.
- Spillet skrider frem, og det er fuldt spilbart fra start til slut. De to ekstra måneder vil give os mulighed for at finpudse og forbedre oplevelsen yderligere for at sikre, at vi leverer den stærkest mulige version ved udgivelsen, skriver IO Interactive.
Det seneste videospil med udgangspunkt i James Bond-universet er "007 Legends", som udkom i 2012. Dermed bliver "007 First Light" det første James Bond-spil i mere end et årti.
IO Interactive står også bag "Hitman"-serien, som følger en anden agent på missioner rundt i verden.
I opslaget på X skriver IO Interactive, at "007 First Light" er virksomhedens mest ambitiøse projekt hidtil.
Spillet skal ifølge planen udgives til Playstation, Xbox, Nintendo Switch og PC.
Plottet i spillet følger ikke nogen af James Bond-filmene. I stedet følger spillet James Bond, da han som ung slutter sig til MI6, som er Storbritanniens efterretningstjeneste for operationer og spionage uden for landets grænser.
Det er skuespiller Patrick Gibson, som lægger stemme til James Bond i det kommende spil.
IO Interactive blev grundlagt i 1998 af Nordisk Film og spiludvikleren Reto-Moto. I 2000 udkom det første spil i "Hitman"-serien.
Siden blev IO Interactive opkøbt af britiske Eidos som efterfølgende blev opkøbt af japanske Square Enix.
I 2017 blev IO Interactive selvstændigt fra Square Enix.
/ritzau/
