Røde Kors uddeler højeste antal julehjælp i over ti år
Der er 1200 flere familier, der modtager julehjælp fra organisationen end sidste år.
23.662 familier modtager julehjælp fra Røde Kors i år.Det er det højeste antal nogensinde, siden organisationen første gang uddelte hjælpen i 2010.
Det skriver Røde Kors i en pressemeddelelse.
- Det er bekymrende, at så mange familier i Danmark har brug for den ekstra økonomiske håndsrækning fra organisationer som Røde Kors for at få enderne tilnærmelsesvist til at mødes i julen, lyder det fra organisationens generalsekretær, Anders Ladekarl.
Der er ifølge Røde Kors uddelt julehjælp til 1200 flere familier sammenlignet med sidste år.
Julehjælpen består enten af et gavekort til supermarkedskæden Coop på 900 kroner eller en kurv med julevarer.
Hjælpen uddeles til økonomisk trængte familier. Der følger desuden også en invitation til Røde Kors' sociale aktiviteter.
For at modtage julehjælpen skal man være på offentlig ydelse. Der kan for eksempel være tale om kontanthjælp eller førtidspension. Man kan ikke modtage hjælpen, hvis man i en periode er på dagpenge.
Man skal derudover også have mindst et hjemmeboende barn under 18 år.
Organisationen har på baggrund af sidste års julehjælp lavet en undersøgelse.
Den viser blandt andet, at 86 procent af de adspurgte måtte spare kraftigt på eller undvære at købe julegaver til deres børn, lyder det.
Undersøgelsen er baseret på 3910 besvarelser fra forældre, der modtog julehjælp i 2024.
Beregningerne er lavet ud fra tal fra Danmarks Statistik.
Det fremgår også af undersøgelsen, at 83 procent har måttet spare kraftigt på julemaden.
Anders Ladekarl ser da også stigende priser som en del af forklaringen på, hvorfor antallet af ansøgere er steget.
- Vi kan vist allesammen mærke, at priserne er steget kraftigt på stort set alle varer, og der vil uden tvivl være familier, som i løbet af året har oplevet, at pengene ikke rækker lige så langt, og som derfor søger om ekstra hjælp, lyder det.
/ritzau/
