Ingen hvid jul i sigte: Sol og skyer vil præge juledage
Ugen begynder med et par gråvejrsdage, inden der ifølge DMI venter sol og frostvejr den 24. og 25. december.
Sandsynligheden for, at danskerne kommer til at opleve en hvid jul den 24. december, er stort set lig nul.Det siger Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.
Den kommende uge byder ifølge meteorologen på lige dele gråvejrsdage og solskinsdage med den 25. december som højdepunktet.
- Vi starter her mandag med en gråvejrsdag. Temperaturen vil ligge omkring fem grader, og der er ikke meget håb for, at der kan komme et lille solstrejf forbi, siger Klaus Larsen.
Tirsdagen begynder i samme stil med skyer mange steder, men senere vil solen dukke frem.
- I løbet af dagen kommer der sprækker i skydækket, så solen bryder igennem. Stedvist får vi lidt eller nogen sol.
- Der er dog i løbet af dagen mulighed for en enkelt byge eller to - især på Bornholm, siger Klaus Larsen.
Tirsdag vil temperaturen bevæge sig mellem tre til seks grader, men i løbet af natten til onsdag tager den et dyk, og der er risiko for ned til to graders frost flere steder i landet.
- Når vi står op juleaftensdag, så vil der være perioder med sol først på dagen. Det klarer mere og mere op, og vi får en rigtig flot blå himmel ud på eftermiddagen, siger Klaus Larsen.
Temperaturerne vil den 24. december ligge omkring frysepunktet og op til tre-fire graders varme.
- Der er ikke meget sne i det, og sandsynligheden for en hvid jul vil jeg godt sætte til nul, siger meteorologen.
Sidste gang Danmark oplevede en landsdækkende hvid jul var ifølge DMI i 2010.
En landsdækkende hvid jul kræver, at 90 procent af landet er dækket af mindst 0,5 centimeter sne den 24. december klokken 16.00.
Heller ikke torsdag er der udsigt til sne.
- Når vi kommer til første juledag, så får vi den absolut pæneste dag med en rigtig flot blå himmel mange steder, siger Klaus Larsen.
Temperaturen vil den 25. december igen ramme frysepunktet og op til to-tre graders varme. Natten til fredag bliver det endnu koldere.
- Ned til fem graders frost. Det er især i Jylland, at det bliver rigtig koldt.
- 2. juledag begynder vinden at komme fra mere skiftende retninger. Der kommer også mere fugtig luft ind, så der bliver mindre sol. Det er i den kølige afdeling med temperaturer fra frysepunktet til tre graders varme, siger Klaus Larsen.
/ritzau/
