Bylaboratorie i udsat boligområde får Finn Nørgaard-prisen

14. FEB 2023 • 16:00INDLAND/KRIMINAL

Projektet "Urban 13" i København hædres med Finn Nørgaard-prisen for at skabe fællesskaber og tryghed.

Tirsdag er det otte år siden, at filmmanden Finn Nørgaard blev dræbt under et forsøg på at forhindre angrebet på kulturhuset Krudttønden i 2015.

Årsdagen markeres med uddelingen af den såkaldte Finn Nørgaard-pris, der i år tildeles bylaboratoriet "Urban 13" i København.

"Urban 13", der holder til under Bispeengbuen på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg, tilbyder unge under 35 år gadeidræt, kultur, iværksætteri og fællesskab.

Det var lokale aktører, der etablerede stedet tilbage i 2019, og området består nu af både spillested, kulturhus, værksteder og et udendørs kunstrum.

- Vi giver "Urban 13" Finn Nørgaard Prisen 2023 for indsatsen for at skabe nye fællesskaber mellem to boligområder, som ellers ville have været splittet op.

- Og for igennem et væld af borgerskabte aktiviteter at skabe tryghed i et udsat byområde, siger sekretariatschef Pia Toftdal fra Finn Nørgaard Foreningen.

Bispeengbuen er domineret af en befærdet motorvej samt den store boligbebyggelse AKB Lundtoftegade, der indtil 2020 var på regeringens liste over parallelsamfund.

Med prisen følger et legat på 50.000 kroner.

Foreningen uddeler samtidig et arbejdslegat på 30.000 kroner til Center for Digital Pædagogik i Aarhus.

- Centeret får prisen for den systematiske opbygning af viden om børn og unges digitale liv, og mere specifikt hvad der driver børn og unge ind i online radikalisering for eksempel via gaming, siger Pia Toftdal.

Hun kalder centeret for en "vigtig spiller i forebyggelsen af online-radikalisering".

Antiradikalisering er netop et fokusområde for Finn Nørgaard Foreningen.

Foreningen er stiftet af Finn Nørgaards familie og hans nærmeste venner, efter at filmmanden blev dræbt af gerningsmanden Omar el-Hussein foran Krudttønden.

Senere samme aften affyrede gerningsmanden også skud foran synagogen i Krystalgade i København. Her blev Dan Uzan, som stod vagt foran synagogen, dræbt.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU