Bornholm skal være rollemodel for nyt beredskabssamarbejde

28. MAJ 2026 • 11:36INDLAND/KRIMINAL

Bornholm skal være frontløber inden for totalberedskab, der skal gøre øen modstandsdygtig i krisesituationer.

Arbejdet med at gøre Bornholm til frontløber inden for totalberedskab indledes torsdag.

Det skriver Bornholms Politi i en pressemeddelelse.

Totalberedskab betyder, at myndigheder, virksomheder og organisationer arbejder tæt sammen i tilfælde af en krisesituation.

For tre måneder siden besluttede regeringen, at netop Bornholm skal gå forrest og vise resten af landet, hvordan man kan strikke et totalberedskab sammen.

Politidirektør Martin Gravesen siger, at han ser frem til at komme i gang med arbejdet.

- Vi har allerede et tæt og godt samarbejde på tværs af myndigheder, og det giver et godt udgangspunkt.

- Derudover vil projektet involvere en lang række øvrige lokale aktører. Nogle af dem har vi allerede erfaring i at samarbejde med, mens andre er helt nye i denne sammenhæng, siger Martin Gravesen i meddelelsen.

Formålet med totalberedskabet er at ruste Østersø-øen til at blive mere "robust i forhold til at håndtere længerevarende kriser", fremgår det.

Det kan eksempelvis være kriser, hvor forsyning fra fastlandet er afskåret.

Som led i arbejdet med totalberedskabet skal der stiftes tre råd.

Det gælder blandt andet oprettelsen af et totalberedskabsråd, der inkluderer repræsentanter for energi-, forsynings- og transportsektoren.

Der skal også stiftes et civilt beredskabsråd med repræsentanter for erhvervs- og næringslivet på Bornholm samt organisationer "med en bred repræsentation af borgere".

Da planen for et totalberedskab i Danmark blev lanceret i februar, kaldte daværende minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) Bornholm for en slags rollemodel.

- Erfaringerne fra Bornholm vil give os værdifuld læring til arbejdet med at udvikle totalberedskabet til hele landet, lød det i en pressemeddelelse.

I forbindelse med lancering af totalberedskabet afsatte regeringen 1,2 milliarder kroner i en akutpakke, der skal styrke det danske beredskab.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT