Efter kritik mister fængselsdirektør sin chaufførordning

27. MAJ 2026 • 20:41INDLAND/KRIMINAL

To chauffører til en årsløn på omkring 720.000 kroner. Det har Danmarks Fængslers direktør haft til rådighed.

En chaufførordning for Danmarks Fængslers direktør, Ina Eliasen, stopper i sin nuværende form.

Det meddeler Danmarks Fængsler i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Det sker efter kritik af ordningen fra flere eksperter.

Også eksempelvis Dansk Folkeparti har kritiseret ordningen, som betyder, at to deltidsansatte chauffører fragter direktøren for Danmarks Fængsler rundt. Onsdag har også De Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne ytret kritik af ordningen. Det har B.T. skrevet.

Danmarks Fængsler betaler omkring 720.000 kroner i løn årligt for chaufførerne, hvilket B.T. tidligere har beskrevet.

I den skriftlige kommentar skriver Danmarks Fængsler, at det er Styrelsen for Danmarks Fængsler, som har besluttet, at der skulle være en chaufførordning.

Desuden har styrelsen vurderet, at det på grund af arbejdspres gav mening "at kunne inddrage transporttid til arbejdsbrug i forbindelse med transport mellem hjem og den faste arbejdsplads".

Men nu er det altså slut.

- Styrelsen for Danmarks Fængsler vurderer løbende omfanget af det konkrete kørselsbehov og har blandt andet i lyset af den seneste tids hårde kritik besluttet at nedlukke den eksisterende køreordning, mens det overvejes, hvordan transportbehovet mest hensigtsmæssigt dækkes fremover, skriver Danmarks Fængsler i den skriftlige kommentar.

Af en aktindsigt, som B.T. er i besiddelse af, fremgår det, at chaufførerne også henter og bringer direktøren ved hendes hjem cirka 40 kilometer fra styrelsen.

Tidligere har Danmarks Fængsler henvist til et notat fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som har beskrevet reglerne for brugen af tjenestebil med chauffør, i forhold til, at reglerne bliver fulgt.

Ministeriet oplyser til Ritzau, at notatet "alene retter sig mod borgmestre og regionsrådsformænd".

- For så vidt angår den konkrete sag beskrevet i artiklen, henviser Indenrigs- og Sundhedsministeriet til Justitsministeriet, skriver ministeriet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT