Bilist kørte over for rødt og stødte sammen med letbane

30. JAN 2023 • 13:37INDLAND/KRIMINAL

Ingen personer er kommet til skade ved sammenstød mellem letbane og bil. Letbanen kører ifølge politiet igen.

Der er sket et sammenstød mellem en personbil og letbanen i Odense.

Ingen personer er kommet til skade.

Det bekræfter Fyns Politi over for Ekstra Bladet.

- Vi har kun været derude i omkring ti minutters tid, så det er for tidligt at konkludere på, hvad der skulle være sket i uheldssituationen, siger Bjarne Tykgaard, vagtchef ved Fyns Politi, til mediet.

Sammenstødet er ifølge Ekstra Bladet sket i krydset mellem Rismarksvej og Højstrupsvej.

Til TV 2 oplyser Bjarne Tykgaard, at det var en 43-årig bilist, der kørte over for rødt og stødte sammen med toget.

Letbanen fik lette skader, men kører igen efter sammenstødet. Det skriver TV 2.

I maj 2022, hvor letbanen primært kørte i driftstest, blev der registreret 133 situationer, hvor toget var ved at støde sammen med andre trafikanter.

I de første 20 dage af august blev der registreret 33 nærved-ulykker, ifølge Odense Letbane.

Der har løbende været fokus på sikkerheden omkring Odense Letbane. Blandt andet er der foretaget justering af skiltning og afstribning visse steder i byen, hvor togene møder den øvrige trafik.

Odense Letbane blev indviet 28. maj 2022 efter at have været undervejs i syv år. Oprindeligt skulle letbanen have været taget i brug i 2020.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU