Sunderland vinder milliardkamp med scoring i overtiden
Sunderland er tilbage i Premier League efter en kneben 2-1-sejr over Sheffield United i den afgørende kamp.
Det kunne næsten ikke være skrevet bedre for Sunderland, der lørdag tog den tredje og sidste billet til Englands bedste fodboldrække.Med et mål i overtiden og en sejr på 2-1 over Sheffield United på Wembley i London lykkedes det Sunderland at vinde milliardkampen.
Det kaldes playoffkampen, fordi en oprykker tjener styrtende med penge på at rykke op i Premier League.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters kan vinderen af opgøret se frem til at indkassere 220 millioner pund. Det svarer til omkring to milliarder danske kroner.
Derfor var det et vigtigt mål, som blev sat ind af den indskiftede Sunderland-angriber Tom Watson fem minutter inde i kampens tillægstid.
Målet udløste vild jubel blandt de mange tusinde Sunderland-fans, der havde taget turen til Wembley.
Sunderland lignede ellers længe en taber af kampen, da holdet kom bagud 0-1 efter 25 minutter.
Sheffield United-angriberen Tyrese Campbell chippede elegant bolden ind over Sunderland-keeper Anthony Patterson. Det var stillingen i et godt stykke tid.
Først efter 76 minutter fik Sunderland udlignet, da angriberen Eliezer Mayenda fandt vej til nettet.
Men den store helt blev 19-årige Tom Watson, der med en effektiv og præcis afslutning med indersiden fandt plads helt ude ved stolpen.
En afslutning til en værdi af et par milliarder kroner.
Sunderland har i de seneste mange år befundet sig i de lavere engelske rækker efter nedrykningen fra Premier League i 2017.
I 2018 rykkede Sunderland tilmed også ned i League One. Og frem til 2022 spillede holdet i den tredjebedste engelske fodboldrække.
Men nu er Sunderland tilbage i det fineste selskab sammen med Leeds og Burnley, der også er rykket op.
/ritzau/