KØB ABONNEMENT

Ambulancer udstyres med vildtfløjter for at undgå påkørsler af dyr

INDLAND/KRIMINAL • 13. OKT 2026 • 07:45

Mens antallet af påkørte hjorte stiger, skal nordjyske ambulancer udstyres med fløjter, der kan bortskræmme vildt.

Ambulancer og akutlægebiler i Region Nordjylland vil fremover blive udstyret med såkaldte vildtfløjter.

Det skriver Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland i et opslag på Facebook.

Vildtfløjter er små plastfløjter, der monteres udvendigt på bilerne. Når vinden presses igennem fløjten, udsendes en højfrekvent lyd, som angiveligt skræmmer dyr væk.

Bilerne udstyres med vildtfløjter for at undgå påkørsler af dyr, lyder det.

- Vi har desværre en del påkørsler af dyr, når vi kører med udrykning i skove og naturområder.

- Det er farligt for personerne i bilen, det forsinker kørslen og er farligt for dyrene, skriver Den Præhospitale Virksomhed i opslaget.

Det er blandt andet hjorte, der bliver påkørt i stor stil på danske veje.

Tal fra Dyrenes Beskyttelse viser, at 2026 kan blive et rekordår for antallet af påkørte hjorte.

I årets første ni måneder er der registreret 8.739 påkørte hjorte mod 7.994 påkørsler i samme periode sidste år.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

2025 var ifølge Dyrenes Beskyttelse det hidtidige rekordår med i alt 11.870 registrerede hjortepåkørsler.

- For dyret kan konsekvenserne være alvorlige, og for bilisten kan det være både voldsomt og farligt at ramme en hjort, siger Peter Gravlund, der er biolog i Dyrenes Beskyttelse, i meddelelsen.

Det er især i efterårsmånederne og i timerne omkring solopgang og solnedgang, at risikoen for at møde hjorte på vejene er høj.

Effekten af vildtfløjter i forhold til at bortskræmme vildt fra vejene er dog omstridt.

To forsikringsselskaber har tidligere lavet forsøg med at udlevere vildtfløjter til bilejere for at forebygge påkørsler af dyr.

FDM, der er en organisation for bilejere, har på sin hjemmeside beskrevet forsøgene.

Forsikringsselskaberne har ifølge FDM ikke kunnet drage en entydig konklusion i forhold til effekten af fløjterne.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT