Samfundsdebattør skal være ny forstander på Jaruplund Højskole
Forfatter og debattør Christian Egander Skov skal være ny højskoleforstander fra 1. november 2026.
Historiker og forfatter Christian Egander Skov skal være ny forstander på Jaruplund Højskole.Det oplyser højskolen i en pressemeddelelse mandag.
Dermed er afløseren fundet til Karsten B. Dressø, der efter 12 år på forstanderposten går på pension med virkning fra udgangen af oktober.
41-årige Christian Egander Skov får overdraget nøglerne til højskolen 1. november 2026, fremgår det af meddelelsen.
Overgangen sker ifølge højskolen som en naturlig afrunding på Karsten B. Dressøs tid som forstander og falder i forlængelse af hans 70-års fødselsdag, som han fejrer 23. oktober.
Christian Egander Skov er ph.d. i historie og en kendt samfundsdebattør. Han står bag bøger som ”Borgerlig Krise” og ”Konservatisme i mellemkrigstiden”.
Videre er han kommentator ved Berlingske Tidende og har tidligere skrevet for øvrige medier som Altinget og Kristeligt Dagblad.
- Med sin dybe indsigt i historie, identitet og folkelighed bringer han de helt rette forudsætninger med sig til at føre højskolens stolte traditioner videre i en moderne tid, skriver højskolen.
Jaruplund Højskole er en dansk højskole, der ligger i det tyske Sydslesvig.
Højskolen blev grundlagt i 1950 og er særligt tiltænkt som et sted, hvor dansk og tysk kultur mødes, fremgår det af højskolens hjemmeside.
Og netop kulturudvekslingen fremhæves af højskolen som et væsentligt spor for Karsten B. Dressøs forstanderperiode.
- Gennem sin 12-årige lederperiode har han præget højskolen med et stærkt engagement og i tæt samarbejde med medarbejderne i den grad øget kendskabet til det dansk-tyske grænseland, det danske mindretal og den brede folkeoplysning, fremgår det af meddelelsen.
I anledning af forstanderskiftet inviterer højskolen til reception 6. november, hvor Karsten B. Dressøs pensionering markeres, og Christian Egander Skov bydes velkommen.
RITZAU
