KØB ABONNEMENT

Pia Kjærsgaard skal være vært for samtaleprogram på dk4

INDLAND/KRIMINAL • 12. OKT 2026 • 18:41

Tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard skal være vært på tv-program, hvor hun taler med forskellige gæster.

Tidligere Dansk Folkeparti-formand Pia Kjærsgaard får sit eget tv-program på dk4.

Det oplyser tv-stationen i en pressemeddelelse.

Programmet kommer til at hedde "Nu spørger jeg bare med Pia K" og er en samtaleserie, hvor Pia Kjærsgaard taler med forskellige gæster om kultur, scenekunst, litteratur, musik og samfund.

- Jeg glæder mig meget til at tale med nogle af de dejlige mennesker, jeg på forskellig vis har mødt i mit lange liv. De har alle noget at byde på, siger Pia Kjærsgaard i pressemeddelelsen.

- Og nyt for mig er det også at sidde på den anden side og interviewe. Det skal nok blive godt.

Programmets første gæst bliver Mai Mercado, der er folketingsmedlem for De Konservative, mens den anden gæst er filminstruktør og forfatter Hella Joof.

Første program sendes torsdag aften.

Ifølge dk4's hjemmeside når tv-kanalen ud til cirka 1,2 millioner danske husstande.

Også den tidligere Venstre-politiker Bertel Haarder har et samtaleprogram på dk4.

Pia Kjærsgaard sagde farvel til Folketinget ved valget i marts, hvor hun ikke genopstillede for Dansk Folkeparti.

Hun havde været medlem siden 1984 og var på det tidspunkt det længstsiddende medlem af Folketinget.

Hun er dog stadig aktiv i politik som regionsrådsmedlem i Region Østdanmark.

Pia Kjærsgaard var formand for Dansk Folkeparti, som hun selv var med til at stifte, fra 1995 til 2012, og hun har også været formand for Folketinget.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT