7000 rejsende har søgt om kompensation efter aflyst togtrafik søndag

10. JUN 2026 • 12:07INDLAND/KRIMINAL

Al togtrafik mellem Slagelse og Ringsted var aflyst fra søndag middag indtil klokken 06.00 mandag morgen.

DSB har foreløbigt modtaget 7000 ansøgninger om refundering af togbilletter, efter at en nedrevet køreledning mellem Sorø og Ringsted aflyste togtrafik mellem Ringsted og Slagelse søndag.

Det oplyser DSB's presseafdeling onsdag til Ritzau.

Mandag havde 3000 passagerer søgt om kompensation efter søndagens udfordringer, og mere end dobbelt så mange har altså siden gjort det samme.

Søndag omkring klokken 13 kom den første melding om, at togene mellem Slagelse og Ringsted holdt stille.

Lidt senere lød det fra DSB, at årsagen var en strømaftager oven på et tog, der havde viklet sig ind i en køreledning, der blev revet ned.

En strømaftager, som også kaldes en pantograf, sidder oven på toget og fører strømmen til togets motor.

Al trafikken på strækningen var aflyst indtil klokken 06.00 mandag morgen, hvilket medførte forsinkelser og længere rejsetid mellem landsdelene.

Der blev indsat 57 togbusser på strækningen.

Kunder kan søge om kompensation hos DSB, hvis et tog er forsinket med mere end 30 minutter.

Kompensationens størrelse afhænger af, hvor meget man bliver forsinket.

1. juni lød det fra DSB's administrerende direktør, Flemming Jensen, til DR, at DSB da havde udbetalt 40 millioner kroner i 2026 indtil videre i kompensation.

Til sammenligning udbetalte DSB 64,7 millioner kroner i rejsetidsgaranti i hele 2025.

Det tal var dengang rekordstort.

I interviewet med DR sagde DSB-chefen, at han "ikke har oplevet så mange forsinkelser i togtrafikken i de sidste 11 år", som der har været i år.

Er et tog 30 minutter eller mere forsinket, kan rejsende få refunderet 50 procent af rejsens pris, fremgår det af DSB's hjemmeside.

Er toget forsinket med 60 minutter eller mere, får man refunderet 75 procent af billetprisen, mens man får fuld refusion, hvis toget er mere end 90 minutter forsinket.

Man kan desuden få refunderet op til 75 kroners indkøb af mad og drikke, hvis man under ventetiden befinder sig på en perron.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT