150 millioner år gammelt dinosaurskelet pakkes i flyttekasser

23. OKT 2022 • 15:34INDLAND/KRIMINAL

Zoologisk Museum har søndag sidste åbningsdag, inden museet pakkes i flyttekasser forud for flytning.

Konservatorer er søndag i gang med at afmontere et 150 millioner år gammelt dinosaurskelet på Zoologisk Museum i København.

Museet på Østerbro lukker efter 52 år i de samme lokaler ved Det Natur- og Biovidenskabelig Fakultet på Københavns Universitet.

Tusindvis af genstande skal pakkes i kasser og gøres klar til at flytte ind på et nyt naturhistorisk museum, der åbner om nogle år ved Botanisk Have.

- Det giver et sug i maven, når man skal håndtere et 150 millioner år gammelt fossil, siger museumsdirektør Peter C. Kærgaard.

Konservatorerne begyndte søndag formiddag med at afmontere hovedet på Misty, som dinosaurskelettet kaldes.

Genstand for genstand skal hele museet afmonteres og pakkes i kasser over den kommende tid.

- Vi er Danmarks største museumssamling med 14 millioner genstande, så der er nok at gå i gang med, siger Peter C. Kærgaard.

Der har været stor interesse for at tage afsked med Zoologisk Museum.

Siden efterårsferiens begyndelse har museet registreret cirka 14.000 besøgende, og lørdag toppede det med op mod 2000 gæster.

- Der har været rigtig mange inde og sige farvel til deres yndlingsdyr.

- Vi har for eksempel haft besøg af en kvinde, der kom her sammen med sin far en gang om måneden, da hun var barn, for at se en bestemt babysæl på museet.

- Hun var der også i dag (søndag, red.), så der har været mange fine og rørende oplevelser, siger Peter C. Kærgaard.

Museet, der også omfatter Statens Naturhistoriske Museum i Øster Voldgade og Botanisk Have og Palmehuset i Gothersgade, har kurs mod besøgsrekord.

- Det bliver vores bedste besøgsår nogensinde, vurderer Peter Kærgaard og oplyser, at man på nuværende tidspunkt har passeret rekordåret 2019 med 314.000 gæster.

Han ser det som udtryk for en stigende interesse for naturvidenskab blandt danskerne.

- Vi står i en biodiversitetskrise og en klimakrise, og vi har lige været igennem en pandemi. Alle ved, at nøglen til at skabe positiv forandring for livet på jorden er, at vi får et andet forhold til naturen. Det er det, vi ser afspejlet i den interesse, vi oplever, siger Peter C. Kærgaard.

Det nye Statens Naturhistoriske Museum ventes at være klar i 2025 i nye bygninger i et hjørne i Botanisk Have i København.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU