Socialdemokratiet driller borgerlige partier ved konvent

6. SEP 2025 • 11:19ERHVERV/POLITIK

Regeringspartiets gimmick får dog ikke den store opmærksomhed fra borgerlige partiledere eller deltagere.

Socialdemokratiet efterlyser en blå statsministerkandidat i forbindelse med det såkaldte borgerlige konvent lørdag i Fredericia.

Regeringspartiet har lørdag formiddag fået kørt en lastbil med et banner hen til indgangen til Messe C i Fredericia, hvor begivenheden, som Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative holder sammen, finder sted.

På banneret står der "Dyt hvis du ser en blå statsministerkandidat".

Der henvises til, at der i øjeblikket ikke findes sådan en. Kun statsminister Mette Frederiksen (S) har meldt ud, at hun igen er statsministerkandidat, når der senest ved udgangen af oktober næste år skal være folketingsvalg.

Den socialdemokratiske gimmick ser ikke ud til at have den store effekt på hverken de borgerlige partiledere eller deltagerne ved konventet. Her er der ifølge partierne 700-800 deltagere til stede, hvilket i sig selv ikke er så mange, taget i betragtning at det er fire partier.

Selve konventet handler om, at de fire borgerlige partier i oppositionen skal vise sammenhold samt fremvise et borgerligt projekt.

Der bruges ikke meget energi på at kigge på lastbilen, som i første omgang holdt tæt på indgangen, men som også hurtigt kørte lidt længere væk og til sidst var parkeret anonymt på parkeringspladsen.

De Konservative og DF har meldt ud, at de gerne ser Venstres formand, Troels Lund Poulsen, være blå bloks statsministerkandidat. Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance har ikke meldt det ud så fuldtonet.

Troels Lund Poulsen, der er forsvarsminister i den nuværende SVM-regering, har ikke meldt sig som statsministerkandidat.

Hverken Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, eller Alex Vanopslagh, LA's politiske leder, vil inden konventet forholde sig til, hvorfor de ikke fuldtonet bakker op om Troels Lund Poulsen, når nu en borgerlig regering kun kan blive til noget - hvis overhovedet - med Venstres tilstedeværelse.

DF-formand Morten Messerschmidt sætter dog gerne et par ord på emnet.

- Jeg har forståelse for, at det kan være svært for nogle af de andre. Jeg har sagt, hvordan jeg ser på tingene. Nu er vi fire partier enige om en del politik, og så synes jeg, at det er Venstre, der skal rykke på sig.

- Venstre har i lang tid sagt, at der skal være noget at vende hjem til, og det kan Venstre ikke komme uden om længere, siger Messerschmidt.

Troels Lund Poulsen er i øvrigt ikke inviteret til konventet, selv om det egentlig også handler om at lokke ham tilbage i blå blok.

Forsvarsministeren er lørdag i Vojens, så han befinder sig faktisk kun under en times kørsel fra Fredericia.

Han er til borgermøde i Vojens, efter at det er blevet aftalt, at den ukrainske forsvarsvirksomhed Fire Point vil etablere sig nær Flyvestation Skrydstrup uden for byen og producere blandt andet raketbrændstof, som skal bruges til Ukraines forsvar mod Rusland.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT