Mads Pedersen sejrede i Spanien: Alle kendte vores plan
Lidl-Trek arbejdede for sagerne, da Mads Pedersen skulle bringes i spil til den afsluttende spurt i Spanien.
I ganske suveræn stil kunne Mads Pedersen (Lidl-Trek) søndag spurte sig til en etapesejr i Vuelta a Españas 15. etape, men det krævede slid og flid.Jay Vine (UAE) og Louis Vervaeke (Quick-Step) blev først hentet i front med syv kilometer tilbage af et hårdt arbejdende Lidl-Trek-mandskab.
- Det gør bare sejren endnu sødere, med den måde holdet arbejdede på. Drengene arbejdede så hårdt på at hente de to ind, siger Mads Pedersen i det efterfølgende vinderinterview.
Da frontgruppen blev samlet til slut, skulle danskeren selv gøre arbejdet færdigt mod de seks øvrige ryttere i kampen om etapesejren.
Søndagens kuperede etape var på forhånd udråbt som noget nær skræddersyet til Mads Pedersen, og det skabte et vis pres.
- Alle kiggede på os og kendte til vores plan, men vi lykkedes alligevel med at vinde. Det er helt fantastisk, lyder det fra den danske etapevinder.
Ud over søndagens etapesejr snuppede Mads Pedersen desuden 45 ud af 50 mulige point til den grønne pointtrøje.
Han tager dermed et stort skridt mod at sikre sig pointtrøjen, da der er 98 point ned til Vingegaard, der har næstflest point.
På søndagens etape blev klassementkampen for en stund sat på pause med en kuperet etape, der på forhånd lignende en god mulighed for en udbrudsetape.
Netop et udbrud kom tidligt afsted, og med sig havde Pedersen fire holdkammerater fra Lidl-Trek.
Senere knækkede frontgruppen over, og Mads Pedersen sørgede igen for at gå med.
På de sidste kilometer så rytterne hinanden an i et taktisk spil, hvor ingen angreb og samtidig tøvede med at tage føringer.
Det endte i en spurt, hvor Mads Pedersen ganske enkelt viste sig for stærk til de øvrige duellanter.
/ritzau/