Vokseværk koster på bundlinjen for Norlys
Energi- og telekoncernen Norlys øger både omsætning og indtjening, men afskrivninger koster på bundlinjen.
Energi- og telekoncernen Norlys fortsatte i 2025 med at udvide sine netværker og sin forretning, der både omfatter el, internetforbindelser og mobiltelefoni.Regnskabet for 2025 viser en omsætning, der er vokset fra 14,3 milliarder kroner til 16,3 milliarder kroner.
Samtidig leverer Norlys et resultat for særlige poster og af- og nedskrivninger på 2,7 milliarder kroner, hvilket er 181 millioner kroner mere end året forinden.
Til gengæld betyder nedskrivninger på opkøb og den fortsatte integration af Telias mobilforretning - som Norlys overtog i foråret 2024 - at resultatet før skat ender med et underskud på lidt over en milliard kroner.
- Vores fokus er lige nu at integrere fuldt ud og transformere virksomheden, så vi får en stærkere og mere effektiv forretning.
- Det er helt forventet, at integrationen af mobilforretningen og vores rekordhøje investeringsniveau påvirker vores resultat her og nu, siger Gert Vinther Jørgensen, som er koncerndirektør i Norlys.
Norlys satte sidste år 2700 nye, offentlige ladeudtag til elbiler i drift, ligesom man også har investeret i udbygning og sikring af elnettet, fibernettet og mobilnettet.
I alt blev der investeret 4,4 milliarder kroner i særligt kritisk infrastruktur, og det er ikke overgået tidligere i et kalenderår.
- Det kræver rekordinvesteringer i både elnettet og et landsdækkende ladenetværk at understøtte og skubbe elektrificeringen af samfundet.
- Samtidig står vi i en ny virkelighed, hvor truslen mod kritisk infrastruktur er rykket tættere på, og det kræver, at vi her og nu styrker sikkerheden og robustheden omkring den tele- og energiinfrastruktur, som danskernes hverdag og vores samfund hviler på, siger Gert Vinther Jørgensen.
Norlys har hovedkvarter i Silkeborg og har over 3,5 millioner kundeforhold.
Selskabet er resultatet af en fusion af de daværende energiselskaber SE og Eniig.
Norlys ejes af de 805.000 andelshavere, som har en elmåler, der er tilkoblet Norlys' elnet i Jylland. Det drives af elnetselskabet N1, der er et datterselskab i koncernen.
/ritzau/
