Vanopslaghs idé om topskat får ikke støtte fra ungdomsparti: Dejligt med spræl

13. APR 2024 • 14:28ERHVERV/POLITIK

Alex Vanopslagh (LA) tager det ikke særlig tungt, at ungdomsparti er imod beslutning om halvering af topskat.

Partileder Alex Vanopslagh (LA) er ikke bekymret over ungdomspartiets manglende opbakning til at gå til valg på en halvering af topskatten.

For nylig har partilederen meldt ud, at han vil gå til valg på en halvering af topskatten fremfor en fuld afskaffelse, som partiet tidligere er gået til valg på.

En udmelding som formanden for Liberal Alliances ungdom, Nikolai Wang, bestemt ikke støtter.

Men det er ikke noget Alex Vanopslagh tager særlig tungt.

- Jamen altså prøv at høre, jeg har selv været ungdomsformand for fem til ti år siden. En af de første ting jeg gjorde, efter jeg var blevet ungdomsformand, det var at lange ud efter partiet, siger han på partiets landsmøde i Tivoli Congress Center lørdag.

Han siger, at han synes, det er "dejligt, at der er lidt spræl og idealisme i ungdomspartiet".

- Det skal de holde fast i. De må ikke gå hen og blive sådan en dikkende lammehale. Så det er kun godt, at der er gang i ungdommen.

Han er ikke bekymret over, at ungdomspartiet ikke støtter beslutningen om at gå til valg på halvering af topskatten.

- Nej, nej. Jeg er sikker på, at de kommer til at være begejstrede og en stor hjælp, som de altid er i valgkampen, både til EP-valget og kommunalvalget og når vi engang når til folketingsvalget. Så det er jeg ikke bekymret over, nej.

Formanden for ungdomspartiet melder lørdag klart ud, at han ikke støtter beslutningen om at gå til valg på en halvering af topskatten.

- Nej, selvfølgelig gør jeg da ikke det. Vi er helt uenige i den. Vi er ærgerlige over, at vi kun skal snakke de muliges kunst fremfor brede linjer og lange visioner, siger han.

Nikolai Wang, er bekymret for, at det bliver svært at overbevise vælgerne om, at partiet på sigt vil afskaffe topskatten - når de går til valg på en halvering.

- Jeg er bange for, at vælgerne vil miste troen på, at partiet reelt kæmper for en afskaffelse, siger han.

Det handler først og fremmest om at gøre sin befolkning liberal, og så kan man føre liberal politik, lyder det fra ungdomsformanden.

- Det er svært at gøre i modsat rækkefølge, siger han.

Spørgsmål: Men er det ikke vigtigt at få indflydelse?

- Jeg synes, det er rigtig godt at søge indflydelse, men indflydelsen kommer med en pris. Og man bliver nødt til at lave en afvejning om, hvor meget indflydelse vi vil have, samt hvor meget vi er villige til at gå på kompromis, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU